Det netop ibrugtagne nye Car Rental Service Center ved Amsterdam-Schiphol. Foto: Schiphol Commercial.

Lufthavn får et af Europas største biludlejningsanlæg

Med plads til 2.500 biler fra de fem store udlejningskoncerner, har Amsterdams hovedlufthavn, Schiphol, åbnet storstilet center for biludlejning. Der er også fokus på at have mange elbiler.

De fem store biludlejningsselskaber – Avis Budget, Enterprise, Europcar, Hertz og Sixt – har netop taget det 40.000 kvadratmeter nye Car Rental Service Center ved Amsterdam-Schiphol i brug. Det skriver Schiphol Commercial i en pressemeddelelse.

Ifølge pressemeddelelsen er centret et af de største af sin art i Europa. Det ligger hvor P4 car park tidligere lå, og har plads til omkring 2.500 udlejningsbiler.

I byggeriet er der lagt megen vægt på bæredygtighed, oplyses det. For eksempel er der på taget 7.000 solcellepaneler fordelt på 17.000 kvadratmeter, selve stålkonstruktionerne er designet så de til sin tid kan pilles ned og genbruges ligesom bygningens facader så vidt muligt er lavet af træ.

Et af centrets biludlejere, Hertz, har tre bilvaskstationer – og blandt andet 1.100 elbiler, hvoraf 52 kan oplades på samme tid.

Storlufthavn
Amsterdam-Schiphol havde sidste år i alt 66,8 millioner passagerer, en vækst på otte procent sammenlignet med 2023. 47,6 millioner rejste på europæiske ruter, mens den interkontinentale trafik talte 19,2 millioner passagerer. Passagersammensætningen var ifølge lufthavnen i runde tal cirka 49 procent fritidsrejsende, 24 procent erhvervsrejsende, mens besøg hos familie og venner udgjorde resten.

Lufthavnen har endnu ikke indhentet det tabte efter pandemien. I 2019, året før pandemien, satte Amsterdam-Schiphol således passagerrekord med 71,7 millioner passagerer.

Københavns Lufthavn var sidste år på femtepladsen over lufthavne med den største passagertrafik til Amsterdam. På de første pladser er Barcelona, London-Heathrow, Dublin og Madrid.

Lufthavnen betjente sidste år 301 destinationer, fløjet af 94 flyselskaber. I dette års sommerprogram flyver lufthavnens største flyselskab, KLM fra SkyTeam-alliancen, til 161 destinationer, heraf 95 i Europa samt 66 interkontinentale lufthavne fra Amsterdam-Schiphol.

 

Relaterede artikler:

Passagertal fra Skandinavien til Amsterdam-Schiphol stiger

Billund Lufthavn: “Vi har Skandinaviens største biludlejningscenter”

Sixt Biludlejning: USA-bookinger nede med 66 pct.