For at få plads til flere butikker og restauranter i terminalbygningen, ønskede Billund Lufthavn biludlejningsselskaberne væk. De har nu netop åbnet et stort biludlejningscenter ved lufthavnen.
Tilbage i 2022 var Billund Lufthavn og de fem internationale biludlejningsselskaber (Avis, Enterprise, Europcar, Hertz og Sixt) i lufthavnen på kollisionskurs. Lufthavnen ønskede udlejningskontorerne ud af landsidedelen af terminalen – området før sikkerhedskontrollen. I stedet ville lufthavnen bruge pladsen til flere kommende butikker og restauranter.
Efter kritik og hårde ord fra biludlejningsselskaberne mod Billund Lufthavn, endte det med, at man fandt en løsning.
Og den løsning, Car Rental Center, blev åbnet i dag, fredag tæt på terminalbygningen.
”Skandinaviens største biludlejningscenter åbner i Billund Lufthavn,” står der i en pressemeddelelse fra lufthavnen. Til Standby.dks spørgsmål om, hvordan biludlejningscentret gør sig til Skandinaviens største, skriver lufthavnens presse- og PR-chef, Dan Prangsgaard:
”Målt på areal og antal udlejede biler.”
Det nye biludlejningscenter dækker et område på 35.000 kvadratmeter, hvoraf 2.500 er under tag. Faciliteterne inkluderer klargøringsområder og salgskontorer. Projektet er et samarbejde mellem Billund Lufthavn, de fem biludlejningsselskaber og parkeringsselskabet Apcoa.
Mange udenlandske kunder
I pressemeddelelsen skriver Billund Lufthavn: ”Over halvdelen af passagererne i Billund Lufthavn – cirka 51 procent – kommer fra udlandet, og efterspørgslen efter lejebiler er i vækst. Rejsende fra Sydeuropa, USA og England vælger i stigende grad at leje bil. Mange tager direkte fra lufthavnen til destinationer som Den Gamle By i Aarhus, Vadehavet eller Søhøjlandet.”
Pressemeddelelsen tilføjer, at erhvervsrejsende udgør en væsentlig del af lufthavnens passagertrafik, med cirka 1,1 millioner årlige rejsende, der ofte har brug for en bil til møder og forretningsaktiviteter. Udlejningsbilerne er dermed en vigtig brik i at forbinde lufthavnen med virksomheder i Vestdanmarks erhvervsliv, konstateres det.
Jan Hessellund, administrerende direktør i Billund Lufthavn, fremhæver, at det nye biludlejningscenter indgår i lufthavnens strategi om at imødekomme den stigende efterspørgsel.
”Med de nye faciliteter kan vi levere en effektiv kundeoplevelse, hvor vi især imødekommer den voksende efterspørgsel fra udenlandske turister og erhvervsrejsende. Gennem vores samarbejde med turistdestinationerne i blandt andet Region Midtjylland og Sydjylland ved vi, at der er vækst i antallet af turister, der benytter Billund Lufthavn som porten til Vestdanmark,” siger Jan Hessellund og tilføjer:
”De nye faciliteter frigør plads på landside i terminalen til andre kommercielle formål. Med åbningen af Skandinaviens største biludlejningscenter, understreger lufthavnen sin position som en nøglespiller i at forbinde Danmark med resten af verden.”
Og Christian Øien, landechef for Danmarks største biludlejningsselskab, Europcar, siger i pressemeddelelsen: ”Samarbejdet med Billund Lufthavn om det nye biludlejningscenter har været fantastisk. Og vi genkender stigningen i efterspørgslen fra turister fra Sydeuropa, USA og England.”
Relaterede artikler:
Biludlejere får nye faciliteter i Billund Lufthavn