Lufthavnen klar med guide til passagererne

Københavns Lufthavn gør klar til det store rykind, når danskere og sydsvenskere om kort tid begynder at rejse på sommerferie. For at hjælpe passagererne bedst muligt igennem lufthavnen i de travle sommermåneder tilbyder lufthavnen i år en særlig CPH Travel Guide.

 

Den nye guide ’skræddersyes’ til hver enkelt passager ud fra nogle få spørgsmål om den planlagte rejse. Man tilmelder sig gratis CPH Travel Guide på http://godsommer.cph.dk/desktop/ og modtager herefter i perioden op til afrejse 2-3 mails med rejsetips og gode råd om bl.a. parkering og check-in samt tilbud fra butikker og spisesteder i lufthavnen.

 

”Uanset om man er meget eller lidt rejsevant, kan det være svært at overskue og huske det hele på rejsedagen. Derfor har vi udviklet CPH Travel Guide, hvor informationerne tilpasses den enkelte passager, så ferien begynder med en god oplevelse,” siger lufthavnens kommunikationsdirektør, Henrik Peter Jørgensen.

 

Det stigende antal passagerer har fået lufthavnen til at udvide check-in faciliteterne med nyt område med 10 nye check-in skranker i den østlige del af Terminal 2. Dermed øges lufthavnens check-in kapacitet 11 procent.

 

Blandt andre tiltag for at forenkle og forbedre rejseoplevelsen denne sommer er forbedret skiltning og vejledning om, hvordan man selv checker ind på automater i lufthavnen, og hvor man efterfølgende skal aflevere sin bagage.

 

 

Skrevet af redaktionen