Luksushoteller til 2-stjernet pris

Med et lavt feriebudget vælger mange at booke 2- eller 3-stjernede hoteller, men man behøver ikke altid at fravælge luksus, når man vil bo billigt. Hvis man undersøger markedet, er det ofte muligt at opgradere sit hotel en stjerne eller to for et symbolsk beløb og i visse tilfælde kan man endda spare penge ved at vælge et hotel med flere stjerner.

 

Det fremgår af hotels.coms Hotel Price Index (HPI®) for 2010, der her guider til de hoteller, hvor man kan bo 5-stjernet for prisen på et 2-stjernet. 

 

Drømmer man om 4- og 5-stjernet luksus, bør man sammenligne hotelpriser i forskellige lande, inden man vælger feriedestination. I byer som Beijing, Lissabon, Prag eller Tallinn kan man bo på et 4-stjernet hotel til billigere priser, end et 2-stjernet hotel koster i de fleste andre byer. En overnatning på et 4-stjernet hotel i Tallinn koster kun 521 kr. i gennemsnit, mens man i Rio de Janeiro i gennemsnit må betale 802 kr. pr. nat på et hotel med 2 stjerner. Og hvis man virkelig vil have et luksusophold, bør ferien gå til Warszawa. Her koster et 5-stjernet hotel nemlig kun 638 kr. pr. nat, hvilket er mindre end et 2- eller 3-stjernet hotel koster de fleste andre steder.

 

”De seneste års økonomiske nedgang for branchen har betydet, at prisforskellene mellem to-, tre-, fire-, og femstjernede hoteller er udjævnet mange steder. Hotelpriserne er på et niveau svarende til de priser, vi så tilbage i 2004, og det giver forbrugerne fine muligheder for at finde gode tilbud på billige hoteller kloden rundt eller at opgradere hotellet med en stjerne eller to,” siger Nigel Pocklington, adm. direktør for hotels.com.

Skrevet af Flemming Juul