Mægling mellem BA og Unite opgivet

Ifølge BBC har en række mæglingsforslag fra forligsinstitutionen ikke været i stand til at bryde dødvandet i forhandlingerne mellem de to parter. Der er ikke planlagt nye møder, men Acas vil prøve at komme med nye forslag til parterne, skriver business.dk.

 

Kabinepersonalet, der er organiseret i Unite, har indtil nu strejket 22 dage i årets løb på grund af ændrede bemandingsregler på flyene og reduktion af personalegoder.

 

Unite har truet med flere strejkeaktioner i sommermånederne, men ønsker fortsat at drøfte mulighederne for at løse krisen. Det samme hævder British Airways ledelse at være parat til efter at have mistet 14,2% af sine passagerer i maj i forhold til maj sidste år. Det skønnes, at arbejdskampen foreløbig har kostet flyselskabet 1,34 milliarder kroner.

Skrevet af Flemming Juul