Måske forsoning mellem SOS International og DRF

I snart et år har Danmarks Rejsebureau Forening og SOS International, ejet af forsikringsselskaber, skændtes om rejsebureauer skal returnere f.eks. skatter og afgifter på flybilletter, der ikke er brugt, eksempelvis fordi rejsen blev aflyst. DRF fraråder sine medlemmer at betale krav fra SOS – og kritiserer alarmcentralen for trusler mod rejsebureauerne.

SOS, der i dette tilfælde optræder på vegne af bl.a. forsikringsselskaber, har kontaktet rejsebureauer for at få returneret f.eks. skatter og afgifter på flybilletter, der ikke er brugt. Har den rejsende en rejseforsikring, returnerer forsikringsselskabet kunden rejsens pris – og prøver så at hive nogle penge hjem fra rejsebureauer. Men til tider under fejlbelagte årsager, siger DRF.

 
Nordisk skadeschef i SOS, Søren Hedegaard Madsen – hvis far i øvrigt er landsdommer Otto Hedegaard Madsen, formand for Pakkerejse-Ankenævnet – besvarede torsdag kritikken på takeoff.dk’s hjemmeside.

 
Torsdag sagde afdelingschef i Danmarks Rejsebureau Forening, jurist Jakob Hahn, til takeoff.dk ”SOS har i snart et år truet vores medlemmer med inkasso og retssag, hvis de ikke betaler inden 30 dage. Det er endnu ikke sket, så SOS er svær at tage alvorlig. Vi håber på retssag mellem os og SOS for afgørelse omkring uenighederne fortolkningen af pakkerejselovens bestemmelser om afbestilling. Vi forventer, at begge parter vil rette ind efter rettens afgørelse.”

 
Jakob Hahn tilføjede, efter sagen var omtalt i DRF’s nyhedsbrev og takeoff.dk havde skrevet om den, at DRF havde fået henvendelser fra op mod 20 pct. af sine 130 medlemmer – de har over 80 pct. af omsætningen hos de danske rejsebureauer. ”DRF har hidtil haft et fantastisk samarbejde med SOS i andre sammenhænge, det håber vi kan fortsætte,” sagde Jakob Hahn.

 
Ejer og adm. direktør for Holstebro RejseCenter, Peter Kjærgaard, skrev torsdag bl.a. denne kommentar på takeoff.dks hjemmeside i sagen mellem DRF og SOS:
 
”Som modtager af flere af disse "venlige" hilsener fra SOS, kan jeg kun se disse som et udtryk for, at Søren Hedegaard Madsen ikke har været bekendt med, hvad man har sendt ud af huset, at han udtaler sig mod bedre vidende – eller i værste fald, at han ganske enkelt ikke forstår, hvad der står i organisationens skriverier. ”
 
”Med det sprogbrug, SOS har fremturet med, skulle det undre mig, om vi skulle være eneste rejsebureau, som har anfægtet dette. Og uden at få svar på det fra hverken sagsbehandler eller andre i SOS. Så Søren Hedegaard Madsens kommentarer giver jeg ikke meget for. Denne problemstilling kunne han have taget hånd om for længe siden – inden forholdet blev omtalt i DRF’s Nyhedsbrev og på takeoff.dk – tilliden til at SOS måtte have ønske om godt samarbejde med os (DRF’s rejsebureauer, red) kan ligge på et meget lille sted.”

 
Kort efter Peter Kjærgaard skrev sin kommentar på takeoff.dks hjemmeside, fik han mail fra Søren Hedegaard Madsen.

”Han skrev, at SOS tager tingene alvorligt – og vil finde en anden tone… Men skrev vi første gang til vores kunder og truede med retssag og advokat i en faktura, ville vi ikke have mange at sende faktura til,” siger Peter Kjærgaard til takeoff.dk

 

Skrevet af Henrik Baumgarten