Måske udsigt til løsning af konflikt hos Air Greenland (opdateret)

Fredag eftermiddag meddelte Air Greenland:
Der er nu positive forhandlinger i gang igen mellem Air Greenland og piloterne om indholdet af en ny overenskomst. Vi afventer nu resultatet af disse forhandlinger… 

Torsdag sagde Air Greenlands adm. direktør, Michael Binzer, til takeoff.dk:

”Vi har ingen forventninger om nye forhandlinger. Det kræver at man går tilbage til de seneste tilbud fra os."

 

Også Air Greenlands kabineansatte er lockoutet – selvom striden står mellem Air Greenland og dets piloter. Selskabet håber de kabineansatte kan presse piloterne. Air Greenland har aflyst alle afgange ugen ud. Kabinepersonalet er omfattet af konflikten fordi de er organiseret i samme hovedforbund, siger Michael Binzer.

 

Air Greenlands fagforening, Air Greenland Cabin Union (ACU) er frustreret over Air Greenlands kampskridt mod det flyvende personale. De føler sig som gidsler i en konflikt, som ikke vedrører dem. Kabinepersonalet har ifølge takeoff.dks oplysninger måtte aflevere uniformer og ID-kort.

 
”Håndteringen af piloternes overenskomstforhandlinger er dybt bekymrende,” siger formand for den grønlandske kabineforening, ACU, Anders Mark Jensen. ACU mener det handler om magtdemonstration mod fagforeningerne.

 
ACU har ca. 90 medlemmer i Danmark og Grønland.

 
Mindst 2.000 passagerer berørt af konflikten; lockouten koster dagligt Air Greenland 1 mio. kr.

 
Air Greenland ejes af Grønlands selvstyre og SAS (begge har 37,5 %) samt den danske stat med 25 %.

 

Skrevet af Henrik Baumgarten