Krydstogtskibet AIDA Cosma fra Aida Cruises, der ejes af verdensstørste krydstogtkoncern, amerikanske Carnival, har gennem sommeren base i blandt andet havnen i Palma de Mallorca. Skibet har plads til over 6.600 passagerer. Arkivpressefoto: Meyer Werft.

Mallorca overvejer skat på krydstogtpassagerer

Flere spanske krydstogthavne ønsker færre store krydstogtskibe og dermed færre endagsturister. Palma de Mallorcas borgmester foreslår to turistskatter rettet mod krydstogtbranchen.

Sidste år havde De baleariske Øer med blandt andet navnlig Mallorca omkring 700 anløb af krydstogtskibe og dermed flere hundredtusinder ofte endagsturister, der for eksempel er i hovedbyen Palma de Mallorca i nogle timer.

Lokalpolitikerne presses af modstanden mod overturisme, som krydstogtbranchen er en del af. Senest har borgmestrene og bystyret i Spaniens næst- og tredjestørste byer, Barcelona og Valencia, fået gennemført restriktioner for at få færre anløb af de helt store krydstogtskibe med over 5.000 passagerer.

Den idé overtager borgmesteren i Palma de Mallorca også gerne. Han er sammen med bystyret netop kommet med en pose forslag til at begrænse den del af overturismen i for eksempel Palma-by, der kommer fra netop krydstogtturisterne. Et af forslagene er kun at tillade store krydstogtskibe, der har hjemmehavn i for eksempel sommersæsonen i Palma.

Dermed får man øgede indtægter, da krydstogtpassagerer ofte flyver ind en dag eller to før krydstogtet starter og bliver en dag eller to efter det er afsluttet. Det vil give indtægter til hoteller, restauranter og så videre.

Mallorca indførte i 2022 begrænsninger på, hvor mange krydstogtskibe og krydstogtpassagerer der dagligt må komme til havnen i Palma de Mallorca. Der må kun ankomme tre krydstogtskibe om dagen og kun ét af dem må have plads til mere end 5.000 passagerer.

To turistskatter rettet mod krydstogtpassagerer
Palmas borgmester, Jaime Martinez, siger ifølge hjemmesiden Majorca Daily Bulletin, at det gælder om at reducere overturisme. Det kan ske ved at ”regulere, begrænse eller forbyde anløb af krydstogtskibe af en vis størrelse og kun tillade ankomster fra mindre eller mediumstore krydstogtskibe.”

Palma de Mallorca ønsker færre store krydstogtskibe, og bystyret er leveringsdygtig med forslag til i hvert fald to turistskatter rettet mod krydstogtpassager; det ene inspireret af skatten på dagsturister visse dage i Venedig.

Hvad de mulige skatter skal være, nævnes ikke. Men den ene mulige turistskat i Palma kunne være mod alle krydstogtpassagerer ombord på de anløbende skibe, den anden kunne være mod passagerer der går i land i Palma og under deres ophold ønsker at besøge bykernen.

Blandt bystyrets øvrige forslag til at begrænse turistmængden i såvel Palma-by som på hele Mallorca er at reducere antallet af udlejningsbiler i Palma, at slå ned på illegal boligudlejning og begrænse deltagertallet i turistgrupper på guidede rundture.

Modstanderne af borgmesterens forslag siger, at Mallorca lever af turisme. Uden de jobs, turismen giver, ville mange unge forlade øen for at søge arbejde på det spanske fastland, lyder det.

 

Relaterede artikler:

Aktivister truer med blokader af Mallorcas lufthavn

Venedig tjener millioner på ny turistskat

Mallorca begrænser antallet af store krydstogtskibe