Mange bolde i luften hos Cimber Sterling

Takeoff.dk: ”Cimber Sterlings fremtid blev i grove træk udstukket i går efter blodrøde regnskabstal. Der skal i fremtiden satses på to flytyper. Men hvilke? I har pt. 26 fly?”

 

Adm. direktør Jan Palmér (foto): ”Det er ikke afgjort, blot at det skal være turboprop og jet, for eksempel ATR’er og CRJ-fly. Vores jet skal have en vis rækkevidde og plads til 80 passagerer.”

 

”Men, det er jo netop CRJ 100 og 200, som Cimber for tiden har 11 af, som ikke kan stå for den skandinaviske vinter, og derfor bliver det til forsinkelser og aflysninger. Noget som du i dag siger nu skal være fortid?”

 

”Ja, men de findes jo også i mere moderne udgave. (SAS har CRJ 900). Nu er der taget principbeslutning, og så ser vi på mulighederne, men det er klart, at de store Boeing 737 fases ud, senest i begyndelsen af 2013.”

 

”Det kunne betyde afskedigelser, for eksempel af piloter. I hvert fald hvis de er bundet til deres flytype?”

 

”Foreløbigt tyder det på en række omplaceringer. Måske kan det blive ved det. Nu må vi have tid til at få tingene på plads. Nye ruter kommer til, og andre forsvinder. Vi vil fortsat også være på leisure markedet, men det er klart konceptet ændres i takt med, at de store fly forsvinder,” slutter Jan Palmer, der ser ud til stå for mosten, efter at han i går var gennem pressens vridemaskine.

 

Hvis ikke der havde været en rig hovedaktionær, Manswell Enterprises, havde der ikke været hverken et Cimber eller et Cimber Sterling tilbage. Egenkapitalen er nede på 17 mio. kr., og det ser ud til, at der skal puttes endnu 100 mio. kr. i firmaet.

 

Cimber Sterling har et miks af leasede og ejede fly. Der er i den øjeblikkelig flypark seks Boeing 737, ni ATR turboprop og 11 CRJ 100 og 200 med 50 pladser. Det er den ældste type fra Bombardier-fabrikkerne, men man skal ikke udelukke, at der kan indgås store kontrakter med canadierne, måske også om Q 400. Forkætret fly i Danmark, men højt værdsat andre steder.

 

I kulisserne spøger brasilianske Embraer 170, som også har 80 pladser i kabinen.
De nye fly bliver afgørende for Cimbers fremtid. 

Skrevet af Ejvind Olesen