Hans Kongelige Højhed Prins Henrik; foto: Torben Eskerod.

Mange gode minder om Prins Henrik

Jørgen Mangor, der gennem 40 år var VIP-chef i Københavns Lufthavn, mødte Prins Henrik over 100 gange. ”Et stort menneske er gået bort,” siger han.

”Vi har siddet fra morgenstunden og set TV i anledning af Prins Henriks død. Det er et stort tab, et stort menneske er gået bort. Prins Henrik var hverken arrogant eller umulig, som han desværre nogle gange blev beskrevet i pressen. Tværtimod trådte han nærmest ind i folk med træsko på. Jeg vil savne ham.”

Det siger tidligere VIP-chef gennem 40 år i Københavns Lufthavn, Jørgen Mangor, til STANDBY.dk efter meddelelsen om, at Prins Henrik sent tirsdag aften afgik ved døden på Fredensborg Slot.

”Jeg husker blandt andet Prins Henrik fra en reception i 2015 på Christiansborg, hvor to medarbejdere fra Hoffet havde afskedsreception. Nærmest hele den kongelige familie var der; jeg fik hilst på de to afgående medarbejdere, og da jeg begyndte at gå væk fra receptionen, er der én der bag mig råber: ”næh, hvor hyggeligt.” Jeg genkendte selvfølgelig stemmen, vendte mig om og der kom Prins Henrik. Han gik desværre meget dårligt på det tidspunkt, så han støttede sig til en af sine nevøer og en medarbejder fra Hoffet. Vi fik en samtale om blandt andet vores mange møder gennem årene i Kongeværelset i lufthavnen,” siger Jørgen Mangor, der i dag er 76 år.

”Jo tak, hvis lufthavnen byder”
Gennem årene har Jørgen Mangor mødt Prins Henrik over 100 gange i navnlig Kongeværelset, hvor de kongelige venter indtil de skal flyve. Kongeværelset ligger i stueetagen på Finger A, tæt på den såkaldte Kongeport, hvor de kongelige køres til og fra lufthavnen.

”Prins Henrik rejste flere gange om året fra lufthavnen. Når han rejste alene, kom han altid i god tid til Kongeværelset, og jeg spurgte for eksempel, om han ville have et glas rødvin. ”Jo tak, hvis lufthavnen byder,” sagde han. Vi havde den underforståede aftale, at jeg skænkede vinen for ham – men holdt min hånd over etiketten på vinflasken, så Prins Henrik kun kunne se flaskehalsen. Dermed vidste han ikke, hvilken vin han fik, men jeg erindrer ikke, at han nogensinde gættede forkert,” siger Jørgen Mangor.

Den tidligere VIP-chef husker en anden sammenkomst i Kongeværelset. Her havde Prins Henrik medbragt et fortryk af en af sine kommende bøger, der blandt andet beskrev hans vinslot, Chateau de Cayx, tæt på byen Cahors.

”Jeg sad med Dronningen og Prins Henrik og kiggede i den kommende bog; jeg er meget interesseret i landskabskort og faldt over en fejl i fortrykket, hvor Chateau de Cayx var placeret forkert. Så skosede Dronningen på en kærlig måde Prinsen for ikke at have opdaget den fejl – men den blev rettet, så slottet lå korrekt på kortet, da bogen udkom. Jeg har i øvrigt gennem årene fået alle Prinsens bøger, som han har signeret til mig,” fortæller Jørgen Mangor.

Prins Henrik og Jørgen Mangor i 2002, hvor lufthavnen var klar med det udendørs toilet til prinsens gravhunde. Klik på billedet for at se det i større format. Privatfoto.

Skaffede hundetoilet til de kongelige hunde
En dag i lufthavnen var Prins Henrik og hans gravhunde pludselig væk. Jørgen Mangor fandt Prinsen, der gik langs Finger A for at finde et sted, hvor gravhundene kunne tisse inden de skulle med på flyveturen. Det fik Københavns Lufthavn til at anlægge et lille bed med græs udenfor Kongeværelset, hvor de kongelige hunde kunne besørge. ”Da jeg viste det lille græsstykke til Prins Henrik syntes han, det var meget morsomt,” husker Jørgen Mangor og tilføjer, at Prins Henrik også var meget interesseret i flyvning. ”Så jeg måtte altid være forberedt med lufthavnens seneste trafiktal, hvis han skulle spørge til disse.”

Da Jørgen Mangor i 2001 stod foran at skulle runde de 60 år, havde Hoffet opsnappet dette. ”Min fødselsdag er i juli, her boede ingen fra den kongelige familie på Chateau de Cayx; så min familie og jeg fik meget venligt lov til at bo i slottets dejlige sidebygning i de dage, hvor vi fejrede min runde fødselsdag,” siger Jørgen Mangor.

 

Relaterede artikler:

Prins Henrik frygter ikke Egypten

Prins Henrik besøgte Sun-Air

Prins Henrik med ’Dannebrog’ til Wismar

Prins Henrik åbnede SAS’ nye Shanghai-rute

Prins Henrik fejrer fødselsdag i Solvang