Mange nye flyruter til Billund

billund lufthavnLUFTHAVNE: Søndag åbnede CSA Czech Airlines mellem Billund og Prag, i går startede Brussels Airlines daglig rute fra Bruxelles til Billund og i dag begynder Air Lituanica at flyve fra Vilnius til Danmarks næststørste lufthavn, der de kommende måneder kan se frem til flere nye ruter. Næste ruteåbning er 13. april.

”Det går rigtig godt i denne tid med mange ruteåbninger,” konstaterer Billund Lufthavns salgsdirektør, Jesper Klausholm, overfor standby.dk – alene i disse dage er der kommet tre nye ruter, og flere følger den kommende tid”.

Skyteam-medlemmet CSA Czech Airlines flyver fire gange om uge fra Prag til Billund Lufthavn, derfra til Oslo, tilbage til Billund og så hjem til Prag. Norwegian, SAS og Sun-Air flyver i forvejen mellem Billund og Oslo.

Star Alliance-medlemmet Brussels Airlines flyver to gange på hverdage mellem den belgiske hovedstad og Billund. På lørdage er der to afgange fra Billund til Bruxelles samt én på søndage fra Bruxelles til Billund. Danske Sun-Air flyver i forvejen mellem Billund og Bruxelles.

I dag begynder Air Lituanica at flyve tre gange om ugen mellem Litauens hovedstad, Vilnius, og Billund.

Næste ruteåbning i Billund kommer 13. april, hvor Oneworld-medlemmet Air Berlin begynder at flyve dagligt fra Berlins Tegel-lufthavn til Billund.

Herefter følger Danish Air Transport, der fra 3. maj til 28. juni, samt fra 23. august til 25. oktober vil flyve en gang om ugen til syditalienske Napoli.

Den 1. juni åbner Norwegian en ny rute med to fly om ugen fra Barcelona til Billund.

Islandske Wow Air tager fra 12. juni til 31. august konkurrencen op med bl.a. Icelandair mellem Keflavik og Billund. Wow-ruten flyves to gange om ugen.

Danish Air Transport får også en anden sommerrute til Billund, hvor DAT fra 18. juni til 23. august flyver mellem Bornholm og Billund to gange om ugen.

Og 19. juni starter det ungarske lavprisselskab Wizz Air rute fra polske Gdansk til Billund med to fly om ugen.