TURISME: Stort rykind da Det statslige tyske Turistkontor, DZT (Deutsche Zentrale für Tourismus), i går holdt velbesøgt afskedsreception for dets direktør i Danmark – og sagde goddag til hans afløser.
Det statslige tyske Turistkontor har ansat 43-årige Bo Schou Lauridsen som ny chef Tysk Turist Informations kontor for Nordøsteuropa i København. Han kommer fra tilsvarende stilling som chef for Østrigs statslige turistbureau i Danmark, Österreich Werbung.
Bo Schou Lauridsen kom for 17 år siden til Österreich Werbung, hvor han de seneste 15 år har været chef for dets kontor i Danmark. Her bliver østrigeren Norbert Lerch fremover ny chef. På DZT’s kontor i København afløser Bo Schou Lauridsen den hidtidige turistchef, Bernd Hässler, der nu går på pension.
Sidste år var der for første gang over 3 mio. danske overnatninger i Tyskland, i alt 3,1 mio. Danmark er blandt Tysklands 10 vigtigste markeder når det gælder antal overnatninger.
På restaurant Ravelinen i København var der i går afskedsreception Bernd Hässler, og god dag til hans afløser, Bo Schou Lauridsen.
Bernd Hässler startede hos DZT, Deutsche Zentrale für Tourismus, i 1990 og har været turistchef for Nordøsteuropa, herunder Danmark, siden 2005 – afbrudt af en periode i New York som DZT’s turistchef for USA og Canada. Overfor Stand By har Bernd Hässler tidligere åbnet muligheden for at vende tilbage til branchen, hvis tiden som pensionist blev for kedelig. ”Så må vi se om nogen, kan bruge mig,” sagde han.
I sin tale i går ved receptionen sagde Bernd Hässler bl.a.:
”Jeg sender stor tak til den danske rejsebranche for at have bragt danske overnatninger i Tyskland op på over 3,1 mio. Også tak til nuværende og tidligere medarbejdere i Tysk Turist Information.”