Den latinamerikanske hotelkæde Hoteles City Express bliver Marriotts 31. hotelvaremærke. Foto: Marriott International.

Marriott køber hotelkæde med 152 hoteller

For at udvide sit udbud af mellemklassehoteller køber Marriott mexicanske City Express, hvilket gør Marriott til største hotelkæde i Caribien. Næste år får Danmark to nye Marriott-hoteller.

Med købet af franchiserettighederne til mexicanske Hoteles City Express bliver Marriott International største hotelkæde i Caribien og Latinamerika, skriver Marriott, verdens største hotelkoncern, i en pressemeddelelse.

Ved udgangen af andet kvartal i år talte Marriott-koncernen 8.100 hoteller fordelt på 30 hotelvaremærker i 139 lande. Koncernens bonusprogram, Marriott Bonvoy, har passeret 169 millioner medlemmer.

Marriott International køber franchiserettighederne til Hoteles City Express, der bliver Marriotts varemærke nummer 31.

Hoteles City Express har i øjeblikket 152 hoteller med over 17.300 værelser i 75 byer og rejsemål i navnlig Mexico, men også i Chile, Columbia og Costa Rica. Ifølge aftalen betaler Marriott 100 millioner dollars, cirka 760 millioner kroner, for mexicanske Hoteles City’s varemærke portefølje: City Express, City Express Plus, City Express Suites, City Express Junior og City Centro.

Med i handlen, der forventes godkendt af konkurrencemyndighederne i år eller starten af næste år, indgår bonusprogrammet City Premios. City-hotellerne skal tilføjes ”by Marriott” til deres navne.

486 hoteller i 37 caribiske og latinamerikanske lande
Overtagelsen af Hoteles City Express-kæden vil ifølge Marriott gøre den amerikanske hotelgigant til det største hotelbrand i Caribien og Latinamerika, oplyses det.

Med Hoteles City Express-hotellerne kommer Marriott op på foreløbig 486 hoteller og resorts i 37 caribiske og latinamerikanske lande, også kaldet CALA-regionen – CAribien og LAtinamerika.

Anthony Capuano, koncernchef for Marriott International, siger i pressemeddelelsen, at Marriott tilkobler City Express-kæden for at udvide sit sortiment at mellemklassehoteller til rimelige penge i CALA-regionen.

Hoteles City Express blev grundlagt i 2002 af Luis Barrios.

To nye Marriott-hoteller på vej til København
Danmark har foreløbig fire Marriott-hoteller, alle i København. Copenhagen Marriott Hotel er Danmarks største femstjernede hotel med 406 værelser, mens AC by Marriott Bella Sky Copenhagen er Danmarks næststørste hotel med 811 værelser. Begge drives af Bellagroup med blandt andet Bella Center.

Det mindste Marriott-hotel i København er The Socialist, a Tribute Portfolio, i København. Tribute Portfolio er et af Marriott-koncernens 30 varemærker. Dette hotel har kun 31 værelser og suiter.

Ligeledes er der Moxy-hotellet i Københavns Sydhavn, drevet af den danske hoteloperatør Core Hospitality. Core står også bag de to kommende Marriott-hoteller i København. Næste sommer åbner Fairfield by Marriotts i Københavns Nordhavn med 222 værelser og suiter. Det firestjernede hotel placeres i samme bygning som et andet Marriott-varemærke, Residence Inn by Marriott, der får 89 hotellejligheder i bygningen med altså i alt 311 værelser.

Mens Fairfield er et egentligt hotel, har også firestjernede Residence Inn-konceptet fokus på langtidsgæster og tilbyder suiter med separate opholds-, arbejds- og soveområder samt køkken.

Marriott International åbner i 2026 i samarbejde med den danske hoteloperatør Core Hospitality og entreprenør- og byudviklingsvirksomheden A. Enggaard et Moxy Hotel – også et Marriott-varemærke – i den nye Aarhus-bydel Sydhavnskvarteret.

 

Relaterede artikler:

International hotelgigant åbner i Aarhus

Dansk mini-Marriott skifter hoteldirektør

Fortsat turbo på verdens største hotelkoncern