Masser af forsinkelser for Norwegians langrutefly

Bjørn Kjos.

Bjørn Kjos.

FLYSELSKABER: Norske medier kritiserer julens og nytårets mange forsinkelser på Norwegians langruter. ”Og hvor er Norwegians koncernchef Bjørn Kjos,” spørger PR-eksperter i de norske aviser.

Ingen af Norwegians 14 flyvninger sidste måned fra Bangkok til Oslo ankom til tiden – den var også gal med punktligheden for Norwegians flyvninger fra JFK-lufthavnen i New York til Oslo. Det viser trafikstatistik fra Oslo Lufthavn som offentliggøres af den norske avis VG. Avisen kalder december for Norwegians værste mareridtsmåned i form af præcision på langruter til Oslo. Så gik det bedre for konkurrenten på New York-Oslo, SAS, som havde en præcision på 100 pct. på sine flyvninger fra New York til Oslo.

Norwegian begyndte i sommeren 2013 at flyve langruter fra Stockholm og Oslo til hhv. Bangkok og New York. I november åbnede selskabet sin første B787 Dreamliner-rute fra København, til Fort Lauderdale i Florida.

Norwegians informationschef og hans kolleger har talrige gange beklaget og undskyldt de mange forsinkelser på Norwegians langruter – nogle har været på blot nogle timer, andre har været på flere dage.

Norwegian ombooker ikke strandede passagerer til andre flyselskaber – i stedet lejer selskabet fly i f.eks. Portugal, som så henter de strandede passagerer hjem. I en kommentar siger kommunikationsrådgiver Daniel Kirchhoff fra Norwegian til standby.dk:

”Ved uregelmæssigheder forsøger vi altid at finde den bedste løsning i den specifikke situation. Det kan være at lease et fly for at få passagererne hjem eller få en reservedel frem og reparere flyet.

Det er endvidere en mulighed at ombooke passagererne. Vi har ombooket til andre fly, selvom vi ikke er med i nogen alliance. Men når man står med over 270 passagerer, er det en udfordring, det er ikke altid nemt at finde muligheder og ledige sæder – specielt ikke henover jul eller nytår, hvor flyene er fulde.
Havde vi eksempelvis kendt til omfanget af situationen i New York omkring nytår, kunne vi have reageret tidligere, men tilbagemeldingen fra Boeing var, at dette var et problem, som kunne fikses forholdsvis hurtigt. Alt dette ændrer dog ikke på, at forsinkelsen selvfølgelig er meget beklagelig over for de berørte passagerer,” siger Daniel Kirchhoff. Daniel Kirchhoff ønsker dog ikke overfor standby.dk at dokumentere, at Norwegian har ombooket strandede langrutepassagerer til andre flyselskaber.

 

Norwegian har været meget kritiseret for dårlig information til passagererne pga. de mange forsinkelser. Avisen VG har talt med en stribe PR- og kommunikationseksperter. En af dem, Bjørn B. Jacobsen, siger, at han undrer sig over, at Norwegians koncernchef, Bjørn Kjos, ikke var på banen i julen og nytåret for at beklage de mange forsinkelser. ”Bjørn Kjos er gået i flyverskjul – dermed sår han tvivl om sine egne lederevner og viser, at han kun er en god leder i medgang,” lyder vurderingen.