Med film og krydstogter i bagagen

0
Jesper Boas Smith – slips hører ikke til hans garderobe.

PEOPLE: Når man har været på 129 krydstogter og haft Julia Roberts ved sin side til en premiere på Pretty Woman, er det svært at få flere store oplevelser. Hvis det da ikke skulle være endnu en stor koncert med Rolling Stones. Direktør Jesper Boas Smith fylder 60.

Af Ejvind Olesen

Det lyder som et spændende liv, og det er det nok også. Når man kan dele sit arbejde i filmproduktion med udlejning, TV selskaber og krydstogter. Når der heller ikke mangler kapital i det daglige, kan det ikke gå helt galt.

Jesper Boas Smith, direktør og medindehaver i Travel House med Bella Vista Travel og Profil Rejser, bliver 60 i morgen, lørdag. Efterhånden som årene går, er han gledet mere og mere over til at gøre sin hobby til hovedbeskæftigelse med rejser og især krydstogter.

Når man selv har været på 48 krydstogter, er det næsten svimlende at kende en, som har været på 129. Rigtigt mange sammen med sønnen, nu 16-årige Jens, som han blev alene med, da hans hustru Helle i en ung alder blev revet fra ham, og ingen siden er rykket ind på hendes plads.

Efter grundig research har Jesper fundet ud af, hvor mange krydstogter, han har været på.  Han er normalt ikke typen, der går og praler med den slags. Heller ikke, at han engang solgte Danmarks dyreste hus og flyttede længere mod nord fra Hellerup.

Det er blevet til 129 krydstogter i 921 dage på 36 skibe med 15 rederier – de fleste af den eksklusive slags i de luxe klassen, som også er Bella Vistas varemærke.

Oprindeligt var det filmen han beskæftigede sig med. Han har fortsat skandinaviske rettigheder til et halvt hundrede film. De bliver i dag administreret af Nordisk Film og vises igen og igen på danske TV-kanaler. For nylig er han valgt ind i bestyrelsen i Biograf Danmark Fonden.

Vel kender han til misundelse, men sjældent som når de andre voksne drenge hører, at han var til Europa premiere under festivalen i Frankrig på Pretty Woman og var blevet placeret ved siden af Julia Roberts.

”Kender du virkelig en, der har oplevet det? spurgte min nabo helt salig i denne uge.

Når han har fri, og gode medarbejdere tager over, venter endnu et krydstogt eller en koncert med et topnavn, som når Rolling Stones kommer til København. Er det i Boxen i Herning kører han frem og tilbage til ud på natten. Det er alligevel aldrig til at få hotel i Herning.

Der er reception i dag fredag mellem kl. 15 og 17.00 hos Bella Vista/Profil Rejser  i Rosenørns Allè 29, Frederiksberg (nabo til Forum).

Skriv en kommentar

Be the First to Comment!

Notify of
avatar
wpDiscuz