Skilte med hotelnavne i det centrale Malaga; foto: Henrik Baumgarten.

Medie: Stort spansk rejsemål slås med overturisme

Turismen giver masser af arbejdspladser og indtægter på sydspanske Costa del Sol med blandt andet Malaga, men et stigende antal borgere i regionen protesterer mod voksende overturisme.

Sidste år havde regionen Andalusien med blandt andet Costa del Sol 14 millioner udenlandske og spanske turister. Og det stigende antal turister er for nogle af indbyggerne i området et voksende irritationsmoment.

Det afspejler sig i stadig flere opslag på døre og husmure, hvor lokale signalerer at de er ved at have fået nok af turisterne. På opslagene står der blandt andet på et hus ”dette plejede at være mit hjem” (antes esta era mi casa), ”skrub hjem” og ”stinkende turister” (apestando a turista), skriver mediet Euronews.

”Mange af os indbyggere er trætte af de alt for mange turister,” siger en lokal barejer til lokalavisen Diario Sur. Irritationen går også ud over lokalpolitikere og byens borgmester, der ikke gør nok, mener nogen, for at begrænse antallet af boliger der udlejes til turister. Euronews har kontaktet turistrådet i Malaga for en kommentar til kritikken om overturisme, men ikke fået noget svar.

Bor turisterne i boligerne, må lokale med behov for en bolig flytte ud af byen, lyder kritikken. Otte ud af 10 beboere, der flytter til Malaga, er udlændinge, viser ny data fra Spaniens statistiske institut, National Statistics Institute (INE), skriver Euronews.

Men det er ikke kun turister, der bor i boligerne i Malaga. De seneste år har for eksempel over 600 teknologiske virksomheder, herunder Google, åbnet kontorer i Malaga. Det har fået tusindvis af ansatte, også kaldet digitale nomader, til at flytte til Malaga.

Andalusien i top hos danske turister
Mens Tyskland har flest danske ankomster på årsbasis, er Spanien landet med flest danske overnatninger.

Den Spanske Stats Turistbureau i Danmark offentliggjorde forleden de danske ankomsttal til Spanien for sidste år. Det blev til 1,191 millioner danske ankomster sidste år til Spanien mod 1,145 millioner året forinden, i 2022; de fleste danskere havde sidste år mellem fire og syv overnatninger i Spanien. De mest brugte opholdsformer er lejligheder, ferieboliger eller hotel.

Den Spanske Stats Turistbureau i Danmark, der i øvrigt fejrer 60-års jubilæum i år, har også en top-tre over regioner flest danskere sidste år besøgte.

Listen blev toppet af De Kanariske Øer med 25,6 procent af de danske besøgende, tæt fulgt af Andalusien med blandt andet Malaga og 25,3 procent af de danske ankomster. På tredjepladsen kom de Baleariske Øer med blandt andet Mallorca, der tiltrak 16,2 procent af de danske ankomster til Spanien sidste år.

Udover Spanien med Den Spanske Stats Turistbureau har kun de nationale turistråd for Frankrig, Irland, Portugal, Tyrkiet, Tyskland og Østrig egne kontorer i Danmark.

 

Relaterede artikler:

Malaga ny på førstepladsen over danske rejsefavoritter

Mallorca: Falske advarsler skal afskrække badeturister

Spanien tiltrak 46.000 flere danske turister