Michael Højgaard ny Air Greenland-chef

Michael Højgaard.

Michael Højgaard overtager posten som adm. direktør for Air Greenland efter Michael Binzer og tiltræder den 1. august 2013.

Han kommer fra en stilling som adm. direktør for Lindpro A/S, Danmarks største el-service forretning og var fra 1994 til 1998 ansat i Air Greenland som teknisk chef og siden som kommerciel ansvarlig. Fra 1998 til 2005 var han vice president i SAS Technical Services AB i Stockholm.

”Med Michael Højgaard får Air Greenland en erfaren leder med fem år i Grønland. Konkurrencen i luftfart til, fra og i Grønland tager til, men nye forretningsmuligheder er også i fremmarch. Air Greenland har brug for en leder som kan sikre konkurrencekraften og samtidig gribe nye vækstmuligheder,” siger bestyrelsesformand Jens Wittrup Willumsen.

Den nuværende adm. direktør, Michael Binzer, forlader Air Greenland med udgangen af marts for at være øverste chef for TelePost Greenland. CFO Mogens E. Jensen varetager rollen som konstitueret direktør fra Michael Binzer fratræder til Michael Højgaard tiltræder.