Michelin restauranter skal markedsføres bedre

GASTRONOMI: ”Vi skal være bedre til at tænke gastronomien ind i vores eksportdelegationer,” siger adm. direktør i Horesta, efter at Danmark nu har 15 stjerner fra den berømte guide, men måske ikke får nok ud af dem.

Der findes en ganske pæn aktivitet med gastronomirejser over hele verden. Det har blandt andre restaurant Noma i København set flere beviser på. Og den fremtrædende københavnske placering, nu med 15 stjerner og to restauranter med mere end en enkelt, kan være et godt udgangspunkt.

Det er nemlig ikke det rene guld, der regner ned, fordi en restaurant får en stjerne eller sågar to. En oversigt som Børsen har udarbejdet viser, at der er stram økonomi i hverdagen. Svagest af de 11 regnskaber for 2012 var Søllerød Kro, der gik i rent nul. Bedst Formel B med et plus på 1,8 mio.

Hos Horesta er man ikke i tvivl om, at branchen får bedre styr på det finansielle. Derfor bliver næste skridt at gøre bedre propaganda for dansk gastronomi.

”Vi kan altid gøre mere og brande endnu bedre, end vi gør i dag. Vi skal derfor være bedre til at tænke gastronomien ind i vore ekspertdelegationer. Når vi er ude at sælge Danmark som et industriproducerende land, skal vi også sælge os som turistdestination og gøre det via vores gastronomi,” siger adm. direktør i Horesta, Katja Østergaard, til avisen.