Milliarder bringer Choice tilbage på dansk hotelmarked

Choice Hotels køber to danske First-hoteller, fra onsdagens pressemøde på Skt. Petri ses fra venstre Henrik Bille Pedersen, direktør for Hotel Vesterbro, First Hotels regionsdirektør, Tony Bak, Choice Hotels adm. direktør, Torgeir Silseth, Jacob Rais direktør for Skt. Petri.

Choice Hotels køber to danske First-hoteller, fra onsdagens pressemøde på Skt. Petri ses fra venstre Henrik Bille Pedersen, direktør for Hotel Vesterbro, First Hotels regionsdirektør, Tony Bak, Choice Hotels adm. direktør, Torgeir Silseth, Jacob Rais direktør for Skt. Petri.

HOTELLER: For anslået 2,3 milliarder norske kr. køber den store norske hotelkæde to First-hoteller i København og et i Stockholm. Af pengene lander ca. halv milliard kr. i First Hotels slunkne kasse.

”Da vi i 2011 trak os ud af det danske marked, lovede vi os selv, at vi ville vende tilbage,” sagde Nordic Choice Hotels’ adm. direktør, Torgeir Silseth.

Det gør den store norske hotelkæde Choice nu – i første omgang ved at overtage First Hotels’ hidtidige flagskib i Danmark, det tidligere 5-stjernede Hotel Skt. Petri i København, og First’s største hotel i Danmark, Vesterbro, med 400 værelser. Med i handelen, som også omfatter hotelbygningerne, er Hotel Amaranten i Stockholm.

First Hotels har ikke mere danske hotelstjerner efter kæden ved årsskiftet – sammen med Brøchner Hotels, Comwell og Scandic Hotels – meldte sig ud af hotelbranchens arbejdsgiverforening, Horesta, der uddeler de danske hotelstjerner. Hotel Vesterbro er med sine 400 værelser blandt de 10 største danske hoteller.

Choice Hotels overtager de tre hoteller fra 1. juli, men først fra det sene efterår kommer Choice-skiltene på selskabernes facader.

”Det er en stor glæde, at Choice kommer tilbage på det danske marked. First Hotels får over en halv milliard norske kr. i kassen efter salget af de tre hoteller – det er ingen hemmelighed, at vi har økonomiske udfordringer,” sagde First Hotels regionsdirektør i Danmark, Tony Bak, ved pressemøde i går på Hotel Skt. Petri, hvor salget af de tre hoteller blev bekræftet og Choice oplyste om sit danske comeback.

Herudover ville Tony Bak eller Torgeir Silseth ikke give informationer om diverse mellemregninger i transaktionen mellem de to norske hotelkæder.

Den norske finansavis Dagens Næringsliv oplyser til standby.dk, at ifølge dens beregninger er den samlede salgspris for de tre hoteller ca. 2,3 milliarder norske kr. Gælden i de tre First-hoteller, Choice nu har købt, er 1,7 milliarder svenske kroner – hertil kommer over 100 mio. kr. i renter, som First ikke har afbetalt på siden oktober. Og så er der indtægten til First på en halv milliard norske kroner.

”Vi har fået en rigtig god pris for de tre hoteller,” sagde Tony Bak i går til standby.dk

Nordic Choice Hotels er ifølge egne oplysninger Nordens største hotelkoncern med 170 hoteller og 12.000 medarbejdere i Skandinavien og Baltikum. Choice har varemærkerne Comfort, Quality Hotels, Quality Resort, Clarion Collection og Clarion, samt ni unikke hoteller under overskriften ”Nordic Hotels & Resorts,” Skt. Petri forventes at blive et af disse.

”Vi har en ambition om at være nummer et i samtlige store skandinaviske byer. Nu er vi kommet et skridt tættere på at realisere drømmen. Denne dag har jeg set frem til. Endelig er vi tilbage i København,” siger Petter A. Stordalen, ejer og bestyrelsesformand i Nordic Choice Hotels. Hans modpart hos First Hotels er Asmund Haare, bestyrelsesformand i Flying Elephant som ejer Host Hoteleiendom og First Hotels.

Med købet af de tre hoteller har Choice Hotels nu yderligere 1.129 hotelværelser. Hotel Amaranten i Stockholm har 461 værelser. Hotel Skt. Petri 268 værelser, mens Hotel Vesterbro har 400 værelser.

Nordic Choice Hotels har i forvejen tre franchisehoteller i København; Clarion Collection Hotel Mayfair, Clarion Collection Hotel Neptun (hvis driftsselskab gik konkurs sidste måned) og Quality Hotel Dan i Kastrup. Derudover er selskabet i dag den største hotelaktør i Stockholm med 13 hoteller.

Etter salget har First Hotels 56 skandinaviske hoteller, heraf ni i København og i alt 14 i hele Danmark.