Det fynske hotelkongepar Dorte og Jan Milling har fart på. Hotelparret fik et overskud på knap 11,4 millioner kroner i 2015 – næsten en fordobling af resultatet fra 2014.
Milling Hotels omfatter hotellerne Ansgar, Windsor og Plaza i Odense, Saxildhus i Kolding, Hotel Park i Middelbart og Hotel Søpark i Maribo. Antal af overnattende gæster er steget med over 30.000 i løbet af et år, fremgår det af selskabets regnskab. Det svarer til en stigning på næsten 25%, skriver business.dk.
”Vi er ovenud tilfredse. Årsregnskabet viser med al tydelighed, at vi satser rigtigt og samtidig er dygtige til at justere vores forretning efter de behov, der konstant opstår”, siger Jan Milling.
Det nyeste hotel i ægteparrets kæde er Hotel Søpark i Maribo. Familien overtog hotellet i begyndelsen af 2015 og har fået forvandlet et større underskud til et overskud på godt to millioner kroner. Det er i øvrigt ægteparrets 25-årige søn, der indtager rollen som direktør for kædens senest tilkøbte hotel.
»Vi er konstant på udkig efter spændende projekter, vi kan købe og forme efter den opskrift, som har virket godt på alle vores andre hoteller. Vores mål er helt sikkert at blive landsdækkende,« siger Jan Milling.