Millionbesparelse ved afkalkning af toiletter

Det er blot et af resultaterne af British Airways brevkasse til forslag om, hvordan CO2-udslippet og brændstofforbruget kan reduceres. 200 idéer har medført besparelser på brændstofforbruget til omkring 180 millioner kroner.

 

”Et forslag var at afkalke toiletrørene på vores Boeing 747 og 777 – det gjorde, at vi sparede mere end fem millioner kroner på grund af vægtreducering, og så forbedrede vi også toiletternes hygiejne,” siger Peter Rasmussen, chef for British Airways i Nordeuropa.

 

”Et andet forslag var at erstatte glas med plastic i vinflasker, og den samlede indsatsen viser, at små forandringer hist og her kan føre til betydelige besparelser, og at inddragelsen på alle planer har affødt en masse nye og gode idéer og ført til konkrete løsninger på, hvordan vi i det daglige kan reducere ressourceforbruget og forbedre miljøet.”

 

I år får flyselskabet lettere cateringvogne, luftfragtscontainere og en ny type belægning på flyene, som forbedrer aerodynamikken.

Skrevet af Flemming Juul