En Boeing B737 fra krakkede Primera Air (Arkivfoto: © Thorbjørn Brunander Sund, Danish Aviation Photo)

Millionkrav fra Rejsegarantifond efter flykonkurs

Rejsegarantifonden vil søge at få endnu ukendt millionbeløb, som krakkede Primera Air har kostet fonden, fra flyselskabets konkursbo. DRF’s direktør siger ”nærmest bedrageri” om Primera Air.

Konkursen i islandske Primera Air 2. oktober vil koste Rejsegarantifonden i Danmark et endnu ukendt millionbeløb. Fonden melder sig derfor nu i den lange række af kreditorer mod konkursboet efter Primera Air. 

Det blev tidligere i denne uge oplyst, at krakkede Primera Air skylder 500 kreditorer 913 millioner kroner. Kreditorerne mødes den kommende uge i Sø- og Handelsretten i København.

Rejsegarantifonden vil først kende sit endelige beløb om et halvt års tid – kunder med flight only-billetter til Primera Air, delvist brugte eller endnu ikke benyttede, har et halvt år efter konkursen 2. oktober til at anmelde deres mulige tilgodehavende overfor Rejsegarantifonden.

Pengene fra fonden er brugt til at få fløjet de flere tusinde passagerer hjem, der havde købt returbillet med selskabet med udrejse fra og hjemrejse til Danmark, men som strandede på typisk en sydeuropæisk destination og ikke kunne komme hjem efter Primera Air indstillede flyvningerne.

Betalingen for de strandede passagerers hjemtransport til Danmark med andre flyselskaber er navnlig blevet betalt af den såkaldte flyfondskasse, som bestyres af Rejsegarantifonden. Siden 2015 er der som led i flyskatterne betalt to kroner til denne kasse for hver flybillet med afrejse fra danske lufthavne og som er returbilletter til Danmark. Flyfondskassen indeholder omkring 70 millioner kroner.

Administrerende direktør i Rejsegarantifonden, Birgitte Fjeldhoff, siger til STANDBY.dk; at fonden endnu ikke har tal på, hvor mange penge der er taget fra Flyfondskassen til at dække hjemtransport til Danmark for passagerer der strandede i udlandet med ubrugelige returbilletter med Primera Air.

Kort efter konkursen anslog Rejsegarantifonden i første omgang, at der var tale om mindst 800 strandede passagerer, der skulle hjælpes hjem, senere blev tallet forhøjet til mindst 2.000.

Krav mod konkursboet
Birgitte Fjeldhoff sagde fredag til STANDBY.dk, at Rejsegarantifonden indtil videre fastholder det anslåede tal på mindst 2.000 – og at fonden vil gøre sine udgifter til at få fløjet disse strandede passagerer hjem gældende overfor konkursboet.

Hjemrejsen for de strandede passagerer skal som sådan godkendes af Rejsegarantifonden via alarmcentralen SOS-International, der køber og udsteder billetterne. ”Men har nogen af de strandede passagerer lidt i panik og måske uden at vide, at Rejsegarantifonden skulle sørge for deres billet, selv købt en billet og prisen ser fornuftig ud, dækker vi den,” siger Birgitte Fjeldhoff.

Hvad tallet er, ved Rejsegarantifonden endnu ikke. Men rejsebureaukilder anslår overfor STANDBY.dk, at en enkeltbillet købt kort før afrejse fra for eksempel en af de græske øer eller Spanien koster omkring 5.000 kroner. Holder det tal vil de mindst 2.000 enkeltbilletter til Danmark have kostet Rejsegarantifonden 10 millioner kroner.

Men ”festen” stopper ikke her – for Rejsegarantifonden refunderer også betalte billetter til kommende flyvninger med Primera, minus en selvrisiko på 1.000 kroner.

Fonden har for nylig anslået overfor STANDBY.dk, at det drejer sig om “flere tusinde.” Det vil sige, at er der også til afrejse gennem resten af efteråret og vinteren solgt mindst 2.000 Primera Air-billetter med afgang fra og hjemrejse til Danmark, så skal også beløbet over 1.000 kroner på disse refunderes, hvis kunden ikke har betalt med kreditkort og fået stoppet overførslen til Primera Air.

Skiftede fra islandsk til dansk direktør
Islandske Primera Air havde to flyselskaber, Primera Air Scandinavia på dansk register, og Primera Air Nordic, der var registreret i Letland. Alene i Danmark havde Primera Air sidste år over 600.000 passagerer, hovedparten var dog charterpassagerer med navnlig det danske familiemedlem, Bravo Tours, Danmarks tredjestørste charterrejsebureau. Charterpassagererne giver ikke udgifter for Rejsegarantifonden, da blandt andet Bravo Tours har fået transporteret sine chartergæster hjem.

Andri Már Ingólfsson ejer Primera Travel Group, der efter konkursen i sit flyselskab Primera Air tog navneforandring til TravelCo Nordic. Arkivfoto: Preben Pathuel.

Begge de krakkede flyselskaber hørte under Primera Travel Group – det samme gjorde flere nordiske charterrejsebureauer, blandt andet danske Bravo Tours.

Kort efter konkursen hos Primera Air skiftede Primera Travel Group navn til TravelCo Nordic. Koncernen ejes af islandske Andri Már Ingólfsson, men han har nu i stedet indsat Bravo Tours’ administrerende direktør, Peder Hornshøj, som administrerende direktør for TravelCo Nordic. Peder Hornshøj var også i den tidligere bestyrelse for Primera Travel Group.

”Bedrageri”
Primera Air fortsatte angiveligt med at sælge seat only-flybilletter til sine afgange fra blandt andet Danmark nærmest frem til konkursen. Om dette sagde Danmarks Rejsebureau Forenings administrerende direktør, Lars Thykier, fredag til STANDBY.dk, uden konkret af nævne Primera Air:

”Det er ikke OK at sælge et produkt man ved ikke vil blive leveret. Man skal i sådanne tilfælde som minimum betale de modtagne penge tilbage, hvis en kunde ikke kommer af sted. Gør man ikke det, er der vel i sådanne situationer nærmest tale om bedrageri.”

Relaterede artikler:

Flykonkurs koster dansk hotelkæde 180.000 kroner

Flykonkurs giver navneskifte i rejsekoncern

Mange tusinde ramt af flykonkurs