Henrik Fuglsang, adm. direktør i Nyhavn Rejser, skriver mindeord om Mamette Lagoni:
Mamette Lagoni begyndte i branchen i British Airways i 1967. Efter bl.a. at have arbejdet i BA, i det daværende Rejsecenteret og hos Senior Rejser, kom hun i 1995 til Nyhavn Rejser som bureauets femte medarbejder. Hun har i alle årene sat sit eget, dejlige præg på vores dagligdag og udvikling.
Med sin store branche- og livserfaring har hun ved siden af jobbet som rejsekonsulent, været mentor og ’Mor’ for en lang række af de mange medarbejdere, der siden kom til Nyhavn Rejser.
Mamette blev i al kærlighed kaldt ’Mama Lagoni’, for hun var verdens bedste bedstemor og teamets hyggemor – der kunne simpelthen ikke tændes nok stearinlys i verden.
Den personlige favoritrejse var tre uger i Caribien eller Mexico kombineret med et krydstogt, for som hun sagde: ”Jeg vil opleve noget, og det er da skønt, når andre forkæler dig og rydder op efter dig.”
’Mama Lagoni’ var et fantastisk menneske, fyldt med en stor passion for at rejse og for at nyde det liv, der nu er slut. Hun opbyggede helt naturligt et nært forhold til sine kunder, der nød godt af hendes viden om bl.a. krydstogter, Caribien og Mexico.
Mamette Lagoni var en kær kollega, som vil blive savnet meget.
Æret være hendes minde!