Mindre flyselskaber må lukke

Med de uhørt høje brændstofpriser skal selskaberne hente flere penge for billetterne og reducere de underskudsgivende ruter for at kunne blive i luften.

 

Der bliver lagt ydeerligere pres på selskaberne på grund af svigtende efterspørgsel fra kunderne. Det gælder for eksempel city-stops i weekenden og den ekstra ferie, som vil være blandt det første, der bliver skåret fra, når det hjemlige budget skal tilpasses stigende priser på dagligt forbrug.

 

Ifølge IATA har 24 flyselskaber verden over måttet lukke alene i år og af dem var knap halvdelen europæiske. De transatlantiske business only flyselskaber Silverjet, MAXjet og Eos Airlines er alle lukket igen, men nu er også almindelige lavprisselskaber under pres.

 

"Flyselskaberne står overfor deres vanskeligste tider siden 2001 og det vil være helt normalt at forvente en række kollapser i branchen”, siger Andy Clarke, direktør i European Regions Airline Association (ERA).

 

"Nogle lavprisselskaber kan ikke konkurrere effektivt med smallere marginer og med brændstofpris-spiralen, der åbenbart fortsætter opad”, tilføjer Mark Fennessy, advokat med speciale i virksomhedsrekonstruktion hos selskabet Orrick i London. "Som jeg ser det, vil de store selskaber som Air France-KLM, Lufthansa og British Airways samt de største lavprisselskaber som Ryanair og easyJet overleve, selv om de nok må droppe nogle ruter undervejs”

 

Ryanairs topchef Michael O’Leary er særdeles åbenmundet med hensyn til, hvem han mener må lukke og han nævner SkyEurope som lukningstruet sidst på sommeren og i England regner han med lukning af Jet2, FlyGlobespan og Flybe.

Skrevet af webredaktionen