Mols-Linien venter vækst i 2010

Mols-Linien havde selv på forhånd skønnet årsresultatet til at ligge mellem nul og et minus på 15 millioner kroner. I indeværende år ser rederiet mere optimistisk på situationen og forventer et positivt resultat på mellem 20 og 40 millioner kroner, skriver borsen.dk.

Overskuddet skal blandt andet opstå gennem en passagervækst på 10%, hvilket vil svare til omkring 75.000 biler, og for at opnå det, starter rederiet i denne uge en stor reklamekampagne med TV-spots over et halvt år og siden til efterårsferien og juleferien.

”Vi vil fortælle, at den korteste vej fra Sjælland til Jylland er over Kattegat, hvor man sparer 200 kilometers bilkørsel”, fortæller adm. direktør Preben Wolff om kampagnen, der vil koste et tocifret millionbeløb.

Blandt de øvrige faciliteter, som Mols-Linien vil slå på er et loyalitetsprogram, gratis internet og nyt cateringprogram.

"I weekender, helligdage og i juleferie har privattrafikken levet op til vores forventninger. Igennem året har vi fået privatkunderne tilbage, så det, der skal arbejdes med, er erhvervskundesegmentet", siger han.

Finansielt føler Preben Wolff, at selskabet er godt rustet til vækst med positivt cash flow på 86 millioner kroner og en soliditet på 52,2%.

Skrevet af Flemming Juul