Mor eller far rejser alene med børnene

Foto: TUI.

Hvis man er singleforælder skal man som oftest alligevel betale for to voksne, hvis man vil af sted. Det afholder en del fra at bestille ferie til udlandet, men det gør flere rejsearrangører nu op med.

Et af dem er Danski, der for andet år i træk arrangerer soloskiture, hvor aleneforældre kan tage sit barn med på skiferie og møde andre ligesindede, skriver berlingske.dk

”Hos Danski synes vi ikke, det skal være dyrt at rejse, blot fordi man rejser alene med børn. Derfor kan vi igen i denne sæson sende soloskiløbere og deres børn på ski i Alperne med ligesindede”, fortæller Rikke Levinsen, marketingansvarlig hos Danski.

Hvis man vil alene på ferie med sit barn – eller bare alene – giver det økonomiske udfordringer, for man skal som regel betale for et dobbeltværelse.

Hos TUI viser en optælling, at 18% af dem, der rejser med børn, er alene. Og det tal kombineret med en stigende efterspørgsel vil TUI gerne være lydhør overfor: ”Vi oplever stigende efterspørgsel på aleneferier med børn, men de fleste hoteller er indrettet, så der skal være to voksne betalende. Derfor har vi i perioder særlige tilbud, hvor man ikke betaler for en ekstra person -.typisk lidt uden for højsæsonen”, siger Nikolai Johnsen, pressechef hos TUI.

Rikke Levinsen fra Danski: ”Det bedste ved de ture, hvor alle af den ene eller anden årsag, rejser alene med deres børn, er, at det er et frirum for både børn og voksne. Børn får nye legekammerater – og det gør mor eller far også”.