Mundhuggeri mellem Femern-forbindelsen og Scandlines

FemernINFRASTRUKTUR: Bestyrelsesformand i Femern-forbindelsen beskylder Scandlines for at forhale godkendelsen af tunnelforbindelsen for at beskytte sin egen forretning. Scandlines afviser kritikken som ”klynk.”

Kritikken af Scandlines fremsættes i debatindlæg i Dagbladet Børsen. Heri angriber Femern-forbindelsens formand, Henning Kruuse Petersen, og dens næstformand, tidligere skatteminister Carsten Koch, et 385-sider langt høringssvar fra Scandlines til de tyske myndigheder.

“Størstedelen af materialet drejer sig om emner, Scandlines ingen ekspertise eller interesse har i. Derfor kan vi ikke se Scandlines’ høringssvar i Tyskland som andet end en kynisk måde at forhale processen på,” skriver Femern-formandskabet i debatindlægget, der citeres af maritimedanmark.dk

Scandlines’ direktør, Søren Poulsgaard Jensen, afviser kritikken. “Det ville klæde Femern-toppen at have respekt for, hvordan tingene skal gøres i Tyskland. Det kan godt være, at 385 sider lyder voldsomt, men det er jo, fordi vi vedlægger dokumentation”, siger han og tilføjer: “Debatindlægget er mere klynkende, end vi havde forventet, og de tager jo slet ikke stilling til de ting, vi har bragt frem.”

Scandlines bruger i denne tid 1,4 milliarder kr. på at gøre sine to færger, ”Berlin” og ”Copenhagen” lettere, så de kan indsættes på rederiets rute mellem Gedser og Rostock i 2015. Bl.a. skal færgernes vægt reduceres med flere hundrede tons, så de kan sejle i det lave vand ved Gedser.

De to nye færger skal erstatte færgerne Kronprins Frederik og Prins Joachim, der i dag sejler på Gedser-Rostock. ”Berlin” og ”Copenhagen” har mere plads og kan hver medtage 1.300 passagerer og 480 biler eller 96 lastbiler mod den nuværende kapacitet på 977 passagerer og 210 biler eller 42 lastbiler.

Femern-tunnellen, der bliver brugerfinansieret, åbner i 2021.