Når regnedrenge får lov at bestemme

Ejvind Olesen

Ejvind Olesen

WEEKENDKLUMME: På søndag slutter DSB med at sælge mad og drikke om bord på togene, fordi den aktivitet giver underskud. Det er dog en sølle argumentation. Og meget bedre er det ikke med naboerne i Tyskland, som næste år stopper de populære biltog af samme grund.

Af Ejvind Olesen  

”Vi sælger ikke nok med vore salgsvogne. Det har ikke været muligt at sikre en bæredygtig økonomi på salgsvognene. De fleste køber inden de står på lyntoget, for eksempel i 7-Eleven kioskerne,” sagde Susanne Mørch Koch, kommerciel direktør i den forløbne uge til Jyllands-Posten. Tydeligt påvirket af regnedrengene i hendes bagland, som har fundet ud af, at det giver underskud. Derfor droppes denne service.

Har da slet ikke nogen fornuftig sjæl tænkt på, at DSB også skal yde service? Det er da ikke hver detalje, der absolut kan tjene sig selv hjem. Hvorfor betaler man i øvrigt er togstewardesse, som sælger kaffe og ostemadder, 45.000 kr. om måneden? Jeg tror, der er mange, der gerne ville gøre det for det halve. Det behøver man jo ikke at være atomfysiker for at kunne klare.

Et andet problem kunne være, at det er for dyre varer. Når det, som avisen skriver, koster 22 kr. for en kop te og et rundstykke med en lille pakke smør 15 kr., kan det ikke dække omkostningerne. Men det kan skræmme køberne væk.

Nej, selvfølgelig kan vi ikke forlange, at statsbanerne så skal prøve at tilpasse priserne! Få nogle mere spændende varer, flere vogne og øget salg. Så hellere bare droppe.

Herregud, det er ikke vores problem om du er sulten, når du kommer frem til tante Anna i Frederikshavn. Det vil hun nok bare være glad for.

Nu skal man også lede længe for at finde en ekspedition, hvor man kan købe en togbillet, som kun rækker få zoner frem. Trinbræt i Vester Skerninge og Kavslunde er mørk tale for en ansat i 7-Eleven efter blot tre ugers kursus.

Hvor blev DSB’s bedste ansigt udadtil nemlig rejsebureauerne af? De faldt også for regnedrenge og vakkelvorne chefer. Fik de nogensinde kredit for at sælge en besværlig togbillet til Pisa? Eller tage sig af kunderne over hele landet, vejlede og rådgive? Nej, de kunne ikke tjene sig selv hjem – eller kunne de, når man tillægger dem al den service, som nu er forsvundet?

For at det ikke bare skal være i Danmark, at banerne tvivler på en formåen, så har Deutsche Bundesbahn, som vi nævnte forleden, besluttet sig for at lukke de populære biltog fra næste år. Det kunne ikke svare sig?

Er der mon nogen, der nogensinde har tænkt på, hvordan det præger miljøet at lukke endnu nogle tusinde biler ud på den tyske Autobahn de 900 km. ned til den østrigske og schweiziske grænse?

Jeg kender af gode grunde ikke kalkulen, men ved, at det var dyrt nok i forvejen. Og nu kan det altså ikke betale sig!

Ryd bare alle varer væk fra hylderne DSB og DB. Det kan bedst betale sig slet ikke at køre. Så undgår man også problemer med materiellet

God weekend