Oplevelsen skal være gennemtænkt fra start til slut, når turister med bæredygtig transport skal rejse fra storbyen til kyst- og naturområder. Det viser nye erfaringer fra projektet Grøn Tur/Retur.
For turister i storbyerne kan det være besværligt at besøge attraktioner og seværdigheder i kyst- og naturområderne med offentlig transport. Det bæredygtige transportvalg bliver derfor ofte nedprioriteret – i stedet vælges bilen, eller turisterne dropper planerne om at tage på udflugt.
Projektet ”Grøn Tur/Retur” fra blandt andet Dansk Kyst- og Naturturisme har undersøgt, hvordan nationale og internationale turister kan inspireres til at tage fra København til oplevelser på Sjælland og øerne ved brug af bæredygtig transport.
Bag projektet står foruden Dansk Kyst- og Naturturisme fire af Danmarks 19 destinationsselskaber, Destination Fjordlandet (kommunerne (Frederikssund, Lejre og Roskilde), Destination SydkystDanmark (kommunerne Faxe, Stevns, Næstved og Vordingborg), VisitNordsjælland (kommunerne Fredensborg, Gribskov, Halsnæs og Hillerød), Wonderful Copenhagen (hovedstadskommunerne) og PlanMiljø fra Aalborg Universitet samt Rostra Kommunikation.
Interesse i bæredygtige transportløsninger
”Resultaterne fra projektet viser, at turisterne har stor interesse i at benytte bæredygtige transportløsninger til dagsture. Men de viser også, at den samlede oplevelse fra afgang til hjemkomst skal være tænkt igennem, hvis løsningen skal være attraktiv – og her spiller erhvervsaktørerne en vigtig rolle,” siger Claudia Rota Andersen, projektchef i Dansk Kyst- og Naturturisme, i en pressemeddelelse og fortsætter:
”Turisterne vil meget gerne have mindre oplevelser på vejen til hovedattraktionen. Det kan være besøg på legepladser, gårdbutikker eller ture forbi udsigtspunkter, skovstier, caféer og bagerier undervejs. De vil gerne have det hele med og se de lokale perler, når de er på udflugt.”
Erfaringer i inspirationskatalog
Erfaringerne fra projektet er samlet i et inspirationskatalog fra Dansk Kyst- og Naturturisme målrettet destinationer, kommuner og turismeerhverv, som vil arbejde med grønne transportløsninger. Kataloget indeholder inspiration, eksempler og anbefalinger til, hvordan man kommer i gang med processen, og hvordan man går fra idé til handling.
Særligt når turisterne skal transportere sig den sidste strækning fra togstation til attraktion eller naturområde, opstår problemerne, hedder det i pressemeddelelsen.
Derfor har projektet testet last mile-løsninger, der kan tage turisterne fra stationen til den endelige destination. Der er blandt andet testet leje af cykler ved togstationen, transport via shuttlebus og vandre- og cykelruter, der tager turisterne forbi naturoplevelser efter deres museumsbesøg og så videre.
”Der er et stort potentiale i at inspirere besøgende fra hovedstaden til oplevelser i det øvrige Sjælland, men det kan være svært, hvis de ikke har en bil. Projektet viser, at destinationerne i fællesskab kan nå rigtigt langt med at udvikle en sammenhængende last mile-løsning, der er tænkt sammen med lokale oplevelser, og som giver plads til fleksibilitet,” siger Runa Sabroe, udviklingsdirektør hos Wonderful Copenhagen, og tilføjer:
“På den måde kan vi brede de besøgendes oplevelser ud og få mere bæredygtige mobilitetsformer i spil.”
Relaterede artikler:
”Meget på spil efter turbulente år i turistmaskinen”