Salget indenfor kategorien ”Hoteller” toppede sidste uge listen over, hvor danskernes forbrug via Dankort og internationale betalingskort steg mest i forhold til ugen før. Arkivfoto: Henrik Baumgarten.

Nets: Atter stigende forbrug i rejsebranchen

For første uge i lang tid var der sidste uge vækst i danskernes køb med Dankort og internationale betalingskort på områder som hoteller, biludlejning, flyselskaber og rejsebureauer, oplyser Nets.dk

Når danskerne bruger Dankortet eller andre internationale betalingskort, registreres det hos Nets, den nordiske udbyder af elektroniske betalingsløsninger. Dermed har Nets et godt datagrundlag for at dokumentere ændringen i omsætningen i konkrete brancher baseret på data fra virksomheder med en såkaldt indløsningsaftale med Nets.

Nets Danmark kommer hver uge med sin Market Insight, hvor omsætningen er opdelt i 20 varegrupper og sammenlignes med ugen forinden.

I dag kom opgørelsen for Uge 11, mandag den 15. marts til søndag den 21. marts. Det samlede forbrug, som registreret af Nets, i Uge 11 lå 6,1 procent over ugen før, en stigning der især skyldes et onlineforbrug på plus 18,3 procent.

Opblødning af restriktioner påvirker salget
Forårets komme, og lempelser af corona-restriktionerne, har fristet os til at komme lidt væk hjemmefra og afsted på udflugt efter at have tilbragt en lang vinter indendørs, skriver Nets i sin sammenfatning af Uge 11.

Forbruget inden for kategorien ”Hoteller” kom på førstepladsen i Uge 11 med den største stigning fra Uge 10 til Uge 11, en vækst på 17 procent. Det skal dog nævnes, at ”Hoteller” stadig ligger 57 procent under det historiske gennemsnit, som er samme tid sidste år, oplyser Nets.dk – stigningen på hoteller kan være bookinger til påske- eller sommerferien.

”Underholdning og attraktioner” steg 16,4 procent sammenlignet med ugen før, hvilket gav en andenplads for Uge 11 – men 62,6 procent under samme tid sidste år. Kategorien ”Biludlejning” parkerede med en stigning fra Uge 10 til Uge 11 på 9,3 procent på tredjepladsen.

Med blandt positivstigningerne er kategorien ”Flyselskaber og rejsebureauer,” der gik 5,1 procent frem sammenlignet med forrige uge. Det rakte til Nets-listens syvendeplads i Uge 11. Kategorien ”Spisesteder” indtog sidste uge tiendepladsen med en vækst på 2,5 procent i forhold til Uge 10.

Gang i firmakortene
Nets.dk oplyser også om Uge 11, at firmakortene var ekstra meget oppe af lommen og blev brugt 2,8 procent mere end i ugen før. Firmakortet blev især brugt inden for kategorien ”Barer & vinhandlere”, hvor vi ser en stigning på 33,7 procent sammenlignet med ugen før, skriver Nets.dk

Blandt de 20 kategorier hos Nets.dk er syv i rød i Uge 11, altså nedgang, sammenlignet med Uge 10. Faldet gælder kategorierne Supermarkeder, IT, telecom og forbrugerelektronik, Tøj- og skobutikker, Wellness, skønhed og barberer, Øvrig detail, Smykkehandlere samt Odds, spil og boghandlere.

Hele Nets’ ”Statistik om danskernes forbrug” kan ses via dette link.

Relaterede artikler:

Rejsesalg i Danmark faldt fra 70 til 23 milliarder kr.