New York-lufthavne investerer milliarder

Newark ny terminal A.

LUFTFART: JFK, Newark og LaGuardia lufthavnene står foran udvidelser og ombygninger for over 16 mia. dollars.

Turismen i New York City bliver ved med vokse. Sidste år satte antallet af turister i byen igen rekord med 60,7 millioner – heraf 12,7 millioner udenlandske turister.

Turistboomet giver behov for større og bedre lufthavnsfaciliteter, og de tre store lufthavne i og omkring New York City – John F. Kennedy (JFK), Newark og LaGuardia – står alle foran store udvidelser og ombygninger. Samlet investerer de tre lufthavne over 16 milliarder dollars i de kommende år.

Det fortalte direktøren for NYC & Company, Fred Dixon, ved et pressemøde med internationale medier, heriblandt standby.dk, på den årlige amerikanske rejsefagmesse IPW, som i år fandt sted i Washington DC.

Ny Terminal A i Newark

I Newark-lufthavnen, som blandt andre SAS benytter, er man i gang med et udbygningsprojekt til 2,3 mia. dollars. Lufthavnen får en helt ny Terminal A med 33 gates og tilhørende standpladser, taxiveje og serviceveje. Den nuværende Terminal A er bygget i 1970’erne og designet til ni millioner passagerer om året, men håndterer i dag over 10 mio. passager.

Den største lufthavn i New York City – JFK – har i år præsenteret en plan for udbygninger og moderniseringer for i alt 10 mia. dollars over de kommende år. I lufthavnen, som blandt andre Norwegian, Icelandair og Finnair benytter, skal de nyere terminaler udbygges, mens de ældre skal moderniseres og omplaceres. Der skal også investeres i nye butikker og restauranter i terminalerne.

Bedre forbindelser til lufthavnen

Endvidere skal det nuværende ’spaghetti-netværk’ af veje omkring lufthavnen erstattes af en ringvej, som gør det nemmere og hurtigere at komme til og fra terminalerne i bil. Staten New York vil samtidig investere i en udbygning af Van Wyck-motorvejen, der er med til at forbinde JFK med det centrale New York, og lufthavnens togforbindelse AirTrain skal have udvidet kapaciteten fra to til fire vogne per tog og køre oftere.

I LaGuardia – den mindste af de tre lufthavne – er man i gang med en udbygning til fire mia. dollars, som skal binde de nuværende enkeltstående terminalbygninger sammen til en stor terminal. Udbygningsplanen omfatter også nye og større securityfaciliteter, flere taxiveje og et nyt AirTrain, der skal forbinde lufthavnen med New Yorks metro- og togsystem.