Fred Dixon forlader direktørposten for turistrådet i New York for at blive direktør for det delvist statsligt finansierede Brand USA. Arkivfoto: NYC Tourism + Conventions.

New Yorks turistchef skal skaffe turister til hele USA

En af de største stillinger i amerikansk turisme får ny indehaver. New Yorks turistchef skal nu lede Brand USA, der årligt bruger millioner af dollars på at tiltrække udenlandske turister til hele USA.

Efter 18 år hos New Yorks turistråd, heraf de seneste 10 år som dets direktør, forlader Fred Dixon turistrådet, NYC Tourism + Conventions, for fra midten af juli at blive administrerende direktør for det delvist statsligt finansierede Brand USA.

Fred Dixon afløser hos Brand USA den nuværende direktør, Christopher L. Thompson, der sidste år meddelte, at han ønskede at gå på pension efter 12 år hos Brand USA.

Brand USA bruger årligt over 100 millioner dollars på at markedsføre USA som rejseland for turister på prioriterede udenlandske markeder verden over. Organisationen er både privat og offentligt finansieret. Organisationen får offentlige dollars blandt andet fra de 17 af de 21 dollars, en amerikansk indrejsetilladelse koster.

Denne tilladelse, ESTA, Electronic System for Travel Authorization, kræves for borgere fra de over 40 lande i ESTA-programmet. Det er næsten kun de europæiske lande plus for eksempel Australien, Israel, Japan, New Zealand, Singapore og Sydkorea. De fire resterende dollars går til USA’s ministerium for indenlandsk sikkerhed, Department of Homeland Security, der blandt andet har immigrationsmyndighederne og sikkerhedskontrollen i landets lufthavne.

Velkommen fra Danmark: Brand USA har fokus på Norden
En af de danskere der også kender Fred Dixon godt og har mødt ham mange gange, er Karin Gert Nielsen, forperson for Discover America Danmark/Nordic, der promoverer rejser til USA fra Norden, ligesom hun er direktør i sit firma Atlantic Link, der har en række amerikanske destinationer som kunde.

Hun siger i forbindelsen med udnævnelsen af Fred Dixon: ”Vi er glade for at byde Fred Dixon velkommen som ny præsident og administrerende direktør for destinationsmarkedsføringsorganisationen for USA. Fred kommer med et væld af viden og erfaring fra hele rejse- og turismebranchen, og med hans strategiske og visionære lederskab er han den helt rette person til at føre Brand USA videre.”

Brand USA har fokus på Norden, og der er flere tiltag i gang i samarbejde med Discover America-organisationen, siger Karin Gert Nielsen uden at gå i detaljer. Men hun tilføjer:

”Vi har et super godt samarbejde med Brand USA, blandt andet på vores årlige USA Travel Show, der næste år finder sted 27-28. februar i København ligesom vi samarbejder om et nordisk roadshow til oktober.”

 

Relaterede artikler:

USA Travel Show samlede den danske rejsebranche

Rejsebureauer ser frem til ny SAS-rute til Atlanta

USA vil øge turistmarkedsføring i Norden