150 krydstogtskibe med i alt 10 procent af verdens krydstogtkapacitet sejler denne sommer i Nord- og Vesteuropa, der er verdens tredjestørste krydstogtmarked efter Caribien og Middelhavet.
35,7 millioner krydstogtpassagerer, flest fra USA, fulgt af Kina, Tyskland og Storbritannien, forventes i år at sejle på et oceangående krydstogtskib. Der er en stigning på over 13 procent fra de 31,5 millioner sidste år – der var seks procent højere end tallet fra 2019, året før pandemien.
Det viser tal fra CLIA, Cruise Lines International Association, krydstogtrederiernes globale brancheorganisation.
Og ifølge en ny opgørelse fra Cruise Industry News forventes Nord- og Vesteuropa at få en vækst på krydstogtmarkedet i forhold til sidste år på fire procent. Det sker på trods af, at en af Nordeuropas største krydstogtattraktioner, russiske Skt. Petersborg, er ude af ligningen som følge af den civiliserede verdens boykot af Rusland på grund af krigen i Ukraine. Det har blandt andet betydet færre krydstogter i Østersøen.
Københavns Havn forventer i år 290 anløb af krydstogtskibe mod 283 sidste år. De over 10 danske havne, der i år modtager krydstogtskibe, forventes samlet at modtage 526 anløb af krydstogtskibe mod 506 sidste år, viser tal fra Wonderful Copenhagen. De fem største danske krydstogthavne er København, Rønne, Skagen, Aarhus og Aalborg.
10 procent af verdens krydstogtkapacitet
Ifølge ”2024 Cruise Industry News Annual Report” kan Nord- og Vesteuropa denne sommersæson se frem til sin hidtil største krydstogtsæson. I alt vil omkring 150 krydstogtskibe fra samlet 50 regionale og internationale krydstogtrederier sejle i Nord- og Vesteuropa.
Det tyske krydstogtrederi AIDA Cruises, der fokuserer på de tysktalende markeder og som ejes af verdens største krydstogtkoncern, amerikanske Carnival, har ifølge opgørelsen i den nye analyse otte krydstogtskibe i Nord- og Vesteuropa denne sommersæson. Blandt Aida-skibene er AidaCosma, der hele året sejler i denne del af verden, med plads til omkring 5.400 passagerer
Italienske MSC Cruises har fire krydstogtskibe på ruter denne sommersæson i Nord- og Vesteuropa. Blandt MSC-skibene er MSC Euribia, der blev navngivet i Københavns Havn sidste år, samt MSC Virtuosa, MSC Poesia og MSC Preziosa.
P&O Cruises, også ejet af Carnival og som navnlig har fokus på det britiske marked, er det tredjestørste rederi i Nord- og Vesteuropa denne sommer, fremgår det af analysen fra Cruise Industry News.
Andre krydstogtrederier med stor kapacitet i Nord- og Vesteuropa dette sommerhalvår er TUI Cruises, Norwegian Cruise Line, Hurtigruten, Princess Cruises, Havila Voyages og Costa Cruises. Hertil kommer blandt andet regionale, europæiske krydstogtselskaber som tyske Phoenix Reisen, Rivages du Monde og Ambassador Cruise Line.
Relaterede artikler:
Tre ud af fire krydstogter sejler i fire regioner
Danske havne forventer flere krydstogtanløb i 2024
Dansk rejsebureau bag hidtil største krydstogtmesse

STANDBY.DK Nyt om rejser


