For at sætte turbo på grøn omstilling indenfor kyst- og naturturisme, erhvervs- og mødeturisme samt storbyturisme, kommer nu et nyt projekt fra Destination Nord. Pressefoto fra havnefronten i Aalborg for Destination Nord: Michael Damsgaard, michaeldamsgaard.dk

Nordjysk turisme får hjælp i coronakrisen

Med projektet Instant Green Tourism fra Destination Nord kan nordjyske turismeaktører med milliontilskud få sat skub i bæredygtige koncepter og nye forretningsmodeller.

Det nye projekt Instant Green Tourism fra Destination Nord skal hjælpe den nordjyske turisme videre efter et udfordrende år.

Gennem projektet, der støttes med to millioner kroner fra Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse, skal destinationens turismeaktører udvikle og teste bæredygtige koncepter og nye forretningsmodeller. Det skal ske på tværs af forretningsområderne kyst- og naturturisme, erhvervs- og mødeturisme samt storbyturisme, skriver Destination Nord i en pressemeddelelse.

”Corona har medført en markant ændring i gæsternes adfærd, som det er afgørende, at turismeerhvervet formår at imødekomme. Det er særligt tryghed og natur, som gæsterne efterspørger efter corona, men også bæredygtige løsninger er i høj kurs. Den ekstraordinære situation har skabt et behov for at tænke nyt og omstille sig til nye forretningsvilkår, og vi er glade for at kunne hjælpe denne omstilling på vej i turismeerhvervet gennem Instant Green Tourism,” siger direktør i Destination Nord, Tonny Skovsted Thorup.

Temamøder
Turismeaktørerne i projektet kan deltage i fire temamøder for hvert forretningsområde, hvor de blandt andet får rådgivning fra eksperter inden for forretningsudvikling, bæredygtighed, turisme, forbrugertrends og digitalisering.

På det første temamøde i januar skal aktørerne starte en idéudvikling med et bæredygtigt afsæt, der skal løbe til sommeren 2021.

Netop bæredygtig idé- og produktudvikling ser man frem til at styrke hos Lille Vildmosecenteret i Dokkedal, som er en af de turismeaktører, der har tilmeldt sig projektet:

”Vi glæder os til at udvikle idéer her i Nordjylland, så vi sammen kan blive en endnu mere bæredygtig og grøn destination. Vi forventer, at rigtig mange danske og internationale turister, der vil søge mod bæredygtige og grønne destinationer i fremtiden,” siger Bo Gregersen, direktør på Lille Vildmosecentret.

Styrke netværk
På temamøderne kan deltagerne desuden forvente at få et tæt samarbejde med andre nordjyske turismevirksomheder, og det har blandt andet været motivationen for at deltage hos Museum for Forsyning og Bæredygtighed i Brønderslev:

”Jeg ser frem til at samarbejde med andre aktører, som også drømmer om at booste den grønne omstilling i turismen. Jeg forventer, at det vil styrke mit netværk på tværs af regionen, for det kommer i sidste ende vores gæster til gode,” siger Anne Provst, direktør hos Museum for Forsyning og Bæredygtighed.

Temamøderne i regi af Instant Green Tourism bliver afviklet i Destination Nord, og det er gratis for virksomheder i Destination Nord at deltage.

Relaterede artikler:

Nye milliarder i feriepenge kan hjælpe rejsebranchen

Destination Vesterhavet er nu største rejsemål

Kæde af ferieparker får nyt dansk medlem