Fra indledningen af ANTOR-sammenkomsten for rejsejournalister på den polske ambassade i København; den fungerende polske ambassadør Ewa Dębska med Bo Schou Lauridsen, den tyske turistchef i Danmark og formand for ANTOR. Foto: Anette Brylov.

Norges turistråd atter medlem i dansk turistnetværk

Visit Norway er igen med i ANTOR, samarbejds- og netværksforeningen af statslige udenlandske turistkontorer i Danmark. ANTOR har netop holdt årlig workshop med Danske Rejsejournalister.

Efter ikke at have været medlem af ANTOR (Association of National Tourist Office Representatives) siden lukningen af sit turistkontor i Danmark i april 2020, er Visit Norway igen blevet medlem af samarbejds- og netværksforeningen af statslige udenlandske turistkontorer i Danmark.

Visit Norway er det tredje udenlandske turistkontor til at tilslutte sig ANTOR Danmark i år – de to andre er turistrådene for henholdsvis Marokko og Polen; de har begge nordiske kontorer i Stockholm, mens Norges turistråd repræsenteres fra hovedkontoret i Oslo.

Med Visit Norway er ANTOR Danmark nu oppe på 17 medlemmer, oplyser ANTOR-formand, Bo Schou Lauridsen, til Standby.dk – han er til daglig direktør for det statslige tyske turistråd, Tysk Turist Information, i blandt andet Danmark.

De øvrige ANTOR-medlemmer i Danmark er, nævnt alfabetisk: Cypern, Flandern (region i Belgien), Frankrig, Irland, Island, Israel (Israel har dog netop lukket sit nordiske turistkontor), Italien, Kroatien, Marokko, Norge, Polen, Portugal, Spanien, Storbritannien, Thailand, Tyskland og Østrig.

Mangler potentielle medlemmer
ANTOR Denmark ”mangler” blandt sine potentielle medlemmer store rejselande som for eksempel De Forenede Arabiske Emirater (med blandt andet Dubai, Abu Dhabi og Ras al Khaimah), Grækenland, Holland, Japan, Sverige og Tyrkiet.

Både Grækenland, Japan og Tyrkiet har statslige turistkontorer i Norden.

Kun de nationale turistråd for Frankrig, Irland, Portugal, Spanien, Tyrkiet, Tyskland og Østrig har egne kontorer i Danmark. Med undtagelse af Tyrkiet, er de alle medlem af ANTOR Danmark.

Årlig workshop for medlemmer af Danske Rejse- og Flyjournalister
Tirsdag i denne uge holdt ANTOR i samarbejde med Danske Rejse- og Flyjournalister den årlige workshop for rejsejournalister.

”Det er en god tradition med denne årlige workshop; konceptet fungerer rigtig godt, hvor de tilmeldte journalister kan cirkulere mellem bordene hos de deltagende ANTOR-medlemmer og få nyheder og trends fra deres destinationer. Også ikke-medlemmer af Danske Rejse- og Flyjournalister er velkomne til denne årlige workshop,” siger Bo Schou Lauridsen.

Ved tirsdagens workshop, der blev holdt i Hellerup på den polske ambassade, deltog 30 journalister og syv af ANTOR Danmarks 17 medlemmer, nemlig, nævnt alfabetisk: Cypern, Marokko og Polen (to nye ANTOR-medlemmer, der dermed var med for første gang til denne Get Together), Spanien, Storbritannien, Tyskland og Østrig.

 

Relaterede artikler:

Israel lukker sit nordiske turistkontor

Turistnetværk i Danmark kigger efter flere medlemmer

Ferie For Alle 2025: Under 100 dage til Skandinaviens største feriemesse