Norsk minister: Oslo skal overgå København

LUFTFART: Ambitionerne er store for den udvidede Oslo Lufthavn med kapacitet til 32 millioner passagerer årligt.

Byggeriet har stået på i seks år og investeringen løber op i 14 milliarder norske kroner. I går blev den store udvidelse af Oslo Lufthavn indviet af Norges transportminister Ketil Solvik-Olsen og Avinors CEO Dag Falk-Petersen. Det skete ved en officiel ceremoni, hvor de to mænd knyttede to bånd sammen for at fremhæve, at ”Avinor binder Norge sammen”.

”Norge er afhængig af en velfungerende hovedlufthavn. Nu har vi en stor international lufthavn, som hele nationen kan være stolt af. Dette er et statsligt prestigeprojekt, der åbner til tiden og holder budgettet, og Avinor har god grund til at være stolt af det arbejde, der er udført med udbygningen,” sagde Ketil Solvik-Olsen.

Udbygningen føjer 117.000 nye kvadratmeter, 11 gates med broer og 10 fjernstandpladser til Oslo Lufthavn. Det øger lufthavnens kapaciteten til 32 millioner passagerer om året – hvilket er seks millioner flere passagerer end i dag.

Den norske transportminister fra Fremskrittspartiet lagde ikke skjul på de store ambitioner i forbindelse med indvielsen i går.

Ifølge norsk TV2 har han tre klare mål for den nye lufthavn: Den skal gøre de norske passagerer tilfredse, den skal vinde stort over Københavns Lufthavn og Arlanda i Sverige og i sidste ende være den største og bedste lufthavn i Europa.

”Målet er, at den skal være et internationalt hub, så når man rejser fra Asien og USA til Europa eller fra USA til Asien, skal Gardermoen bruges som en destination eller til mellemlanding,” sagde Ketil Solvik-Olsen til TV2.