CRUISE: Når det gælder skibe, som skifter passagerer, har Norwegian Cruise Line denne sommer haft 145.000 med skibet ’Norwegian Getaway’.
Det lakker mod enden af årets krydstogtsæson i København, hvor Copenhagen Malmø Port 15. oktober kan vinke farvel til Norwegian Cruise Lines store Norwegian Getaway, der nu sætter kurs mod Miami.
Netop Norwegian er blevet sæsonens største, hvad de givtige turnarounds (af- og påstigende passagerer) angår – der starter og slutter deres krydstogt i Københavns Havn. Det er turister, som ofte har ophold i København og Danmark før eller efter krydstogtet.
”Den slags trafik sætter vi særlig meget pris på,” siger direktør Arnt Møller Pedersen, chef for krydstogter og passagerer i Københavns Havn.
Norwegian Gataway har en kapacitet på op mod 5.000 passagerer og har på en enkelt afgang i sommer haft 4.800 med ud fra København. I alt er det blevet til godt 145.000 gæster på skibet, som vi har håndteret i år.
Blandt de ca. 850.000 passagerer i sæsonen er AIDA fra Tyskland størst, men når det gælder de 151 skibe, som har skiftet passagerer hos os, løber Norwegian med førstepladsen.
Alt ser ud til, at succesen med rederiet fortsætter næste år. Det bliver søsterskibet ’Norwegian Breakaway’, som ankommer 20. maj og får fast base i København med Baltikum som rute. I alt bliver der 17 afgange næste år,” slutter han.
Allerede nu ved man, at der kommer op til mindst 340 anløb næste år mod 324 i år, og det ligner et samlet besøgstal af krydstogtturister på ca. 875.000.