Norwegian kiksede erstatning

Lars Thykier.

Lars Thykier.

KONFLIKT: I den forløbne uge var FDM ude med ros til Norwegian, men flere bureauer har en noget anden opfattelse, når det gælder erstatningsrejser, ifølge Danmarks Rejsebureau Forening.

Norwegian har af gode grunde været et varmt emne i rejsebureauerne i den forløbne uge. Stribevis af aflysninger og forsinkelser på grund af piloteres strejke har skuffet og irriteret tusindvis af passagerer.

Da der var tale om en lovlig strejke, dækker bureauernes kollektive forsikring ikke for aflyste pakkerejser. Det fik især en uheldig virkning, hvis flyselskabet ikke, som direktivet om erstatningsrejser påbyder, tilbyder en anden rejse med først mulige afgang.

”Vi har haft flere tilfælde, hvor kunderne på en grupperejse er blevet tilbud nye afgange en uge efter, fordi Norwegian selv forventer at kunne flyve til den tid. Det gælder især til destinationer, hvor der er relativt få andre direkte forbindelser, for eksempel til Marokko. Det er en god Norwegian destination, men ikke for så mange andre,” siger direktør Lars Thykier.

Efter en forhandling ser det ud til, at Norwegian accepterer at erstatte bureauerne deres forpligtelser overfor kunderne. Det drejer sig om de erstatningsbeløb, som de ville have fået af eget forsikringsselskab, hvis det havde været en ulovlig strejke, hvilket var tilfælde med SAS nogle dage forinden.

Blandt de meget utilfredse er direktør Anders Vang fra Thinggaard: ”Norwegian er noget af den mest groteske oplevelse jeg har haft i rejsebranchen,” skrev han forleden.

Andre har skrevet i samme kritiske tone, så noget tyder på, at flyselskabet har mange hængepartier med rejsebureauerne.