Nu falder hotelpriserne i London

27. juli til 12. august er London vært for Sommer-OL – og de seneste to uger er den gennemsnitlige pris på et hotelværelse faldet 25 pct., siger bookingmaskinen Hotels.com, der tilføjer, at det nu er muligt at finde hotel i London for blot 500 kr. pr. nat under OL.

 

Hotels.com forklarer bl.a. prisfaldet med, at der er åbnet mange nye hoteller forud for OL, at mange af de værelser, Den olympiske Komite havde sat sig på, er frigivet, og at mange hoteller har lempet regler for, hvor længe gæsten var tvunget til at booke hotelværelset. Flere hoteller sælger nu atter enkelte overnatninger.

 

Selv om gennemsnitspriserne på hotelværelser i London falder under OL, er de stadig 75 pct. højere end i samme periode sidste år, påpeger Hotels.com, en del af Expedia-gruppen.

 

Skrevet af redaktionen