Nu mangler vi bare stordriftsfordele

Når Cimber Sterling, nu ejet af Manswell Enterprises, har afviklet generalforsamling 30. august, er der næppe tvivl om, at direktør Jørgen Lindegaard er nyt medlem af bestyrelsen.

Det er et stærkt kort at spille ud med, og øger tilliden til at ukrainerne mener det alvorligt om et stort skandinavisk regionalt selskab. Samt et internationalt netværk med en navlestreng mellem Danmark og Ukraine tilsat de to andre selskaber, nemlig svenske Skyways og City Airline i Gøteborg.

”Ja, den er god nok. Én gangflyselskab, altid flyselskab,” siger den tidligere SAS-præsident Jørgen Lindegaard til takeoff.dk

”Jeg har sagt ja til en spændende udfordring for at være med til at sikre, at der også findes et skandinavisk feederselskab, baseret på Cimber og Skyways og et alternativ til Norwegian i fritidssegmentet.
Branchen er kompliceret og spændende. Jeg ved også, at personalet i Cimber kæmper og stiller op til alle tider, og at de ved, hvad der kræves for at drive lønsom produktion i Skandinavien.

Nu mangler der bare stordriftsfordele, og det leverer de nye ejere.”

Jørgen Lindegaard gjorde i sin SAS tid meget ud af at holde forbindelsen til Cimber, der står foran en fortsættelse og eventuel udbygning af SAS-samarbejdet i en mere langvarig kontrakt end den nuværende et-årige.

 

Skrevet af Ejvind Olesen