Nul undskyldninger for charterhotels overbooking

TURISME: Når et flyselskab booker over og ikke kan opfylde kundens aftale, blinker alle advarselslys, og der er ingen undskyldning. Det gælder tilsyneladende ikke for en charterrejse med Spies til Rhodos, hvor hotellet ‘bare ’havde begået en fejl’ og slap billigt.

Når et hotel på Faliraki på Rhodos booker over og brænder et stort dansk rejsebureaus gæster af, og giver dem en rigtig dårlig start på ferien, bør der ikke være nogen tvivl om, hvem der bærer ansvaret.

Det gør i dette tilfælde Spies Rejser, som så i næste fase må gøre op med hotellet. Også selv om det var højsæson i august i fjor (det er det altid i den måned i Grækenland).

I den aktuelle sag fra Ankenævnet (vedr. en familie på fire fra sidste sommer) ser det desværre også ud til, at bureauets guider har været alle andre steder end der, hvor et aktuelt problem skulle løses i en fart.

Familien blev ved ankomsten på grund af overbooking anvist et familieværelse til fire personer i stedet for to dobbeltværelser. Klagerne bestod af far, mor, datter og ny kæreste. ”Ikke tale om at skulle bo på samme værelse, så godt kendte jeg slet ikke kæresten” skriver moderen i klagen.

Efter at have ventet ved receptionen i små tre kvarter og efter to opringninger til guiderne, ringede en tilbage og sagde, at hotellet var overboked, men de skulle se, hvad der kunne gøres næste dag. Manageren på hotellet beklagede og sagde, at der var sket en fejl. Det var søndag og først på onsdag, var det muligt at opfylde det bestilte.

Klageren gik nu i gang med at ringe til Spies i København. Her oplyste bookingen, at de ikke have andre hoteller på Rhodos med ledige pladser.

”Vi følte os i klemme mellem Spies og hotelmanageren. Vores drøm om en idyllisk ferie var ødelagt. Og vi så ikke skyggen af en guide,” skriver klageren, som endte med at få et værelse på en lille pension, mens det unge par første nat brugte det store familieværelse. Næste dag rettede hotellet fejlen og fandt to sammenhængende værelser.

”Jeg forventer en betydelig kompensation eller en ny ferie,” skriver klageren. Nu endte det med et gavekort på 2.500 kr. Ankenævnet fandt en erstatning på 2.600 kr. var berettiget, hvis klageren så returnerede gavekortet. Slutresultat 100 kr. mere for behandling i Ankenævnet for en samlet rejse for fire personer 24.152 kr.

Mest overraskende i hele sagsforløbet er egentlig et brev fra Spies til klageren: ”Først og fremmest vil vi gerne beklage, at I ikke blev informeret om overbookingen inden I rejste, ellers ville vi uden tvivl have kontaktet jer!”.

Og hvad skulle kunderne så egentlig bruge det til?

Måske en og anden kunne lære noget. Både på Rhodos-hoteller og hos Spies.