Ny familieforøgelse i Star Alliance

Nyheden om, at det østafrikanske flyselskab skal i Star, kunne takeoff.dk fortælle sidste måned i forbindelse med optagelsen i Athen af græske Aegean Airlines i alliancen.

 

Med Ethiopian har Star tre afrikanske medlemmer, South African Airways og Egyptair; sidstnævnte begynder 1. oktober at flyve tre gange om ugen mellem Cairo og København. Her har SAS codeshare.

Ethiopian Airlines flyver mellem Stockholm og den etiopiske hovedstad, Addis Ababa. SAS har codeshare på denne rute – samt på etiopiernes ruter fra Addis Ababa til Ambouli (Djibouti), Dar Es Salaam (Tanzania), Entebbe (Uganda), Mombasa og Nairobi (begge Kenya) og Zanzibar (Tanzania).

Også med Ethiopian får alliancen fem nye lande i sit rutenet, Chad, Congo, Djibouti, Mali og Niger samt i alt 24 nye afrikanske destinationer.
Dermed kommer Star – med Ethiopian ombord inden for et år – op på 29 flyselskaber med 21.380 daglige fly til 1.196 destinationer i 186 lande.

 

Stars medlemstal er i dag 28, men falder til 27 med udgangen af næste måned. Her forlader Shanghai Airlines nemlig Star. Shanghai er blevet overtaget af China Eastern Airlines, der næste år indtræder i luftfartsalliancen Skyteam.

Udover græske Aegean kom også brasilianske Tam Airlines i maj i år ind i verdens største luftfartsalliance.

 

Senere i år vil Star Alliance, ifølge takeoff.dk’s oplysninger, oplyse om endnu et nyt medlem, et endnu ikke oplyst fra Syd- eller Mellemamerika.
Næste forår bliver Air India også medlem af Star.

Star Alliance tæller i dag: slovenske Adria Airways, Aegean, Air Canada, Air China, Air New Zealand, ANA fra Japan, sydkoreanske Asiana Airlines, Austrian, finske Blue1, British Midland, Brussels Airlines, Continental Airlines, Croatia Airlines, Egyptair, LOT Polish Airlines, Lufthansa, SAS, Shanghai Airlines, Singapore Airlines, South African Airways, Spanair, Swiss, brasilianske TAM Airlines fra Brasilien, TAP Portugal, Thai Airways, Turkish Airlines, United og US Airways.

Skrevet af Henrik Baumgarten