HOTELLER: Signe Thorup er fra i dag kommunikationsmanager på Danmarks nok flotteste 5-stjernede hotel. Hun kender rejsebranchen fra SAS.
”Jeg elsker rejsebranchens dynamik og er lykkelig for at være tilbage – for mig er Hotel d’Angleterre noget unikt. Jeg glæder mig meget til at fortælle om dette fantastiske hotel,” siger 37-årige Signe Thorup til standby.dk – hun har i dag første arbejdsdag som PR- og kommunikationsmanager på det fornemme hotel.
Signe Thorup er cand. comm. fra Roskilde Universitet. Hun kom først til SAS, hvor hun var seks år, indtil hun blev hentet til daværende Sterling Airlines. Efter Sterlings konkurs blev hun Cimber Sterlings kommunikationschef.
Det blev til fire turbulente år, indtil konkursen ramte Cimber Sterling. Efter Cimbers konkurs kom Signe Thorup til Dansk Shell som senior rådgiver, men hun holdt øjne og øre åbne mod rejsebranchen.
”Jeg så jobannoncen fra Hotel d’Angleterre som søgte PR- og kommunikationsmanager, søgte stillingen og fik i fredags efter den tredje samtale at vide, at jeg havde fået jobbet,” siger Signe Thorup.
I sit nye job får Signe Thorup ansvar for alt, der har med hotellets kommunikation at gøre – tekster i menukort, nyhedsbreve, PR, marketing, pressekontakt, hjemmesiden, hotellets Facebook-side osv.
Hotel d’Angleterre fik i august ny adm. direktør, svenske Lucas Johansson.
I maj i år genåbnede Hotel d’Angleterre en del af hotellet efter næsten to års omfattende renovering og ombygning. Hotellets bestyrelsesformand, Else Marie Remmen, siger i seneste udgave af Stand By, at prisen for det omfattende arbejde ender på omkring en halv milliard kr. Den dyreste i den danske hotelhistorie.
For de mange penge har hotellet fået et super flot look med masser af elegante detaljer i og udenfor de foreløbig 35 klargjorte suiter og værelser – de resterende 55 er klar til november, mens de sidste tages i brug til april.
Billigste værelse koster 2.500 kr. – dyrest er Royal Suite på 150 kvadratmeter, som kan udvides med to soveværelser og komme op på 250 m2. Prisen er 42.000 kr. i døgnet.