Apartment til fem mio. kr. – ligger ved handlingselskabet Novias eksisterende Novia-lounge mellem Finger A og B – og drives af Novia i samarbejde med lufthavnen. Og den 200 kvadratmeter store Apartment-lounge med plads til ca. 70 passagerer er en imponerende nyskabelse blandt lufthavnslounger.
Men lufthavnen tilbyder i mulig fejldisposition adgang for alle til loungen, uanset flyselskab, via sin hjemmeside – cph.dk/lounge – eller blot ved fremmøde i loungen.
Prisen for adgang til den ”eksklusive lounge” er 169 kr. Selv om Apartment er ment til business- og first-class passagerer – foreløbig fra Air France, Emirates (der åbner næste måned på København, red) Gulf Air og KLM, giver de 169 kr. adgang til gratis wifi, varme og kolde drikkevarer, vin og spiritus, frisk frugt, snacks, lette måltider, internationale aviser og magasiner.
Skulle de samme varer købes i lufthavnens restauranter og shops, er de 169 kr. formentlig hurtigt tjent ind.
”Apartment vil styrke Københavns Lufthavns image og oplevelsen af lufthavnen,” sagde Paul Synnott, adm. direktør for svenske Aviator Airport Handling, der i marts i år købte Novia, ved åbningsreceptionen i går, mandag.
Og Københavns Lufthavns nye adm. direktør, Thomas Woldbye, sagde: ”Jeg er meget glad for CPH Apartment; den har et cool look.”
”Med CPH Apartment tilbyder Københavns Lufthavn eksklusive loungefaciliteter. Den nye lounge er inspireret af en klassisk københavnsk herskabslejlighed med stuklofter og skandinaviske kvalitetsmøbler, indrettet med entré, køkkenalrum, dagligstue, bibliotek og arbejdsrum,” hedder det i lufthavnens pressemeddelelse.
”Københavns Lufthavn tiltrækker i stigende grad nye flyselskaber – senest tre mellemøstlige selskaber. Med de nye faciliteter tilgodeser vi bl.a. disse selskaber og giver samtidig andre passagerer mulighed for en eksklusiv lounge,” siger lufthavnens salgs- og marketingchef, Carsten Nørland, i pressemeddelelsen.
Carsten Nørland sagde i går til takeoff.dk, at Københavns Lufthavn ”vil holde øje med” om mange passagerer end de beregnede vil bruge Apartment.
Samtidig med åbningen af Apartment tager Novia nyrenoveret udgave af sin lounge i brug.