Det nationale britiske turistråd VisitBritain har fået 90 millioner kroner til global kampagne for at hente turister til Storbritannien. I Skandinavien sker det i samarbejde med BA og Tripadvisor.
VisitBritain lancerer ny global kampagne for at øge indgående turisme. Det sker samtidig med, at Storbritannien (England, Skotland, Wales og Nordirland) lader op til et spektakulært år med mange begivenheder. Det skriver VisitBritain i en pressemeddelelse.
Den internationale marketingkampagne til ti millioner pund, små 90 millioner kroner, hedder “Welcome to Another Side of Britain.”
Kampagnen skal blandt andet fremhæve Storbritanniens byer, der er blevet hårdt ramt af fraværet af internationale besøgende under pandemien. I Skandinavien er der særligt fokus på byerne Brighton, Bristol, Edinburgh, London og Manchester, de mest besøgte britiske byer blandt skandinaver.
Kampagnen vil også fokusere på store begivenheder i Storbritannien i år, og som forventes at tiltrække mange internationale besøgende, herunder dronning Elizabeths platinjubilæum, Birmingham 2022 Commonwealth Games og ”Unboxed,” der finder sted over hele Storbritannien for at fejre britisk kreativitet.
Hård konkurrence, også om ”Buzzseekers”
VisitBritains administrerende direktør, Sally Balcombe, siger i pressemeddelelsen: “Vi ved, at der er et indestængt behov for at rejse, og vores prioritet er at øge efterspørgslen efter Storbritannien og gæstfrihedsindustrien så hurtigt som muligt i denne hårde konkurrence om internationale besøgende, der bidrager med milliarder til den britiske økonomi.”
VisitBritain vil samarbejde med partnere som British Airways i USA og Tripadvisor i Europa, herunder Danmark og resten af Skandinavien, for at øge kampagnens rækkevidde og øge antallet af bookinger. Planlagt kampagnestart er sat til slutningen af februar og en måned frem.
Gary Robson, VisitBritains nordiske chef, siger i pressemeddelelsen: ”Vi er glade for at lancere vores kampagne sammen med TripAdvisor, den største rejseplatform her i Skandinavien. Her får vi mulighed for at nå ud til rejseinteresserede skandinaver gennem inspirerede rejseguider, mærkevareindhold og film for at vise vores pulserende og storslåede byer frem.”
Indgående turisme var over 28 milliarder pund værd, godt 240 milliarder kroner, for den britiske økonomi i 2019, hvilket gør den til landets tredjestørste serviceeksport, oplyser VisitBritain. I 2018 var der 735.000 danske ankomster til Storbritannien, hvor de brugte omkring 3,2 milliarder kroner, viser statistik fra VisitBritain.
VisitBritains målgruppe for kampagnen er baseret på internationale kundeundersøgelser og består af rejsende, der vurderes at være mest tilbøjelige til at rejse i år. Dette segment går under navnet “buzzseekers” – defineret som oplevelsessøgende med høj værdi, som er spontane, gerne vil indhente meget i løbet af deres ferie, og som leder efter spændende nye ideer og oplevelser.
Relaterede artikler:
Rejsebrancheforeninger havde premiere på nyt tiltag
Frankrig med turistkampagne til 14 milliarder kroner