I det nye år bliver outdoor og gastronomi de overordnede temaer i VisitDenmarks markedsføring på de primære udenlandske markeder. Der bliver også fokus på Tour de France og MICE.
Outdoor og gastronomi skal være med til at positionere Danmark som The land of Everyday Wonder gennem historiefortællinger, der taler til turisternes rejsemotiver, og dermed skaber interesse for Danmark i et marked, der også i 2022 vil være stærkt konkurrencepræget.
Det skriver VisitDenmark på sin pressehjemmeside. Her siger VisitDenmarks marketingdirektør, Janne Grønkjær Henriksen:
”Outdoor er en vigtig driver for at vælge Danmark, ikke kun under pandemien, men også inden. Outdoor er en styrkeposition for Danmark, som også mange danske destinationer satser på. Derfor er det et oplagt tema at markedsføre Danmark på, og som vi kan arbejde sammen om på tværs af landet.”
Outdoor – på den danske måde – vil præge VisitDenmark-kampagnerne, der lanceres i første halvår af det nye år.
”Vi vil blive mere tydelige på, hvilken outdoor-oplevelse, turisterne får i Danmark. I forhold til for eksempel Norge har Danmark en mere tilgængelig natur, og det præger også vores friluftsliv,” siger Janne Grønkjær Henriksen.
Gastro fungerer både ved kysten og storby
”Gastronomi er også valgt som tema. Danmark aldrig har stået stærkere på dette område end netop nu. Det bekræfter de mange Michelinstjerner, at verdens to bedste restauranter (Noma og Geranium, red.) ligger i Danmark og senest sølvmedaljen ved Bocuse d’Or. Og så kan gastronomi ligesom outdoor fungere både for kyst og storby,” siger Janne Grønkjær.
Ud over de to store temaer, outdoor og gastronomi, har VisitDenmark også planlagt kampagner inden for blandt andet lystfiskeri og camping. Ligeledes vil VisitDenmark igen lægge kræfter i at få mødebranchen i gang igen gennem kampagner, internationale messer og andre aktiviteter, hedder det.
Dertil kommer, at den danske Tour de France-start i begyndelsen af juli vil præge både foråret og sommeren med særlige VisitDenmark-kampagner og andre aktiviteter for at udnytte den ekstraordinære begivenhed til at gøre opmærksom på Danmark som cykeldestination, oplyser turistrådet.
”Danmark fremstår ikke længere så relevant”
VisitDenmarks kampagneinvesteringer i 2022 kommer på nærmarkederne Tyskland, Holland, Sverige og Norge. Ud over nærmarkederne er der også planlagt kampagner i Storbritannien, Italien, Frankrig og USA.
VisitDenmark skriver, at det svenske og norske marked adskiller sig fra de øvrige markeder ved et højt kendskab til Danmark.
”De seneste år er overnatningerne fra Sverige og Norge dog faldet, og pandemien har ikke ændret denne situation. Danmark fremstår ikke længere så relevant for svenskerne og nordmændene som tidligere, og derfor arbejder VisitDenmark på en ny fortælling på disse to markeder,” oplyses det.
Janne Grønkjær Henriksen siger: ”Svenskerne og nordmændene kender Danmark så godt, at det bliver for smalt at markedsføre Danmark alene på to temaer. Derfor arbejder vi på en tematisk overligger i rammen af The Land of Everyday Wonder, der på ny kan gøre Danmark relevant og på en anderledes måde fortælle om de mange oplevelser, som Danmark tilbyder.”
Afhænger af pandemien
Det endelige tidsperspektiv for VisitDenmarks 2022-kampagner afhænger af, hvordan pandemien udvikler sig.
”Den nye omikronvariant medfører nye restriktioner og usikkerhed, som påvirker rejselysten. Vi er optimistiske, for vi har de sidste to år set, at turisterne kommer igen, når muligheden er der. Så vi er klar med kampagner, så snart vi igen kan se rejselyst på markederne,” siger Janne Grønkjær Henriksen.
Relaterede artikler:
VisitDenmark i datasamarbejde med Instagram