Ny rejsebutik kan blive politianmeldt

For sælge pakkerejser i Danmark kræves registrering i Rejsegarantifonden – det faktum har Svenske Jernbaner (SJ) tilsyneladende overset.

 

SJ er ”ikke registreret hos os – vi ser nærmere på sagen,” siger fondens direktør, advokat Birgitte Fjeldhoff, til takeoff.dk – fonden politianmelder rejsebureauer, der udbyder pakkerejser uden at være registreret i fonden.

 

Ifølge SJ’s pressemeddelelse tilbyder SJ’s rejsebutik på Københavns Hovedbanegård, at ”rejsende til Sverige kan booke tog, hotel, taxa, teater og andre attraktioner.”

”Vi fortsætter vores satsning i Danmark,” siger Nina Hornewall, kommerciel direktør hos SJ.

Ved at booke rejsen til Sverige hos SJ får kunderne adgang til SJ’s serviceydelser. Man kan ved samme lejlighed booke rejse og hotel. Desuden kan der bestilles teaterbilletter, fodboldkampe og livekoncerter.

 

SJ har i et halvt år kørt med sine X2000-tog mellem København og Odense. Ligeledes har SJ 11 daglige X2000-afgange fra København til Sverige.

Hver dag rejser 100.000 med SJ, Sveriges største jernbaneoperatør med 4.200 ansatte. SJ trafikerer 170 stationer og havde i 2009 omsætning på 9 milliarder svenske kr.

Skrevet af Henrik Baumgarten