Fra at arbejde for at tiltrække flere millioner udenlandske turister, ændrer Spanien turismestrategi og får fokus på bæredygtighed og ansvarlig turisme, lyder det fra den nationale turistorganisation.
Turespaña (den officielle spanske turistorganisation med Den Spanske Stats Turistbureau), ændrer turismestrategi og fokuserer på bæredygtig og ansvarlig turisme. Det siger Sanz Castedo, generalsekretær for Turespaña, i et sponseret interview med mediet Skift.
Som følge af den eksplosive vækst i turismen, hvor Spanien sidste år modtog 85 millioner internationale besøgende (her af knap 1,2 millioner fra Danmark, red.) og en stigning på 14,5 procent i de første måneder af i år, ændrer Spanien sin turismestrategi.
Fokus flyttes nu fra blot at tiltrække millioner af udenlandske besøgende til at fremme bæredygtighed og ansvarlig turisme, hedder det i en pressemeddelelse fra Den Spanske Stats Turistbureau i Danmark.
Spanien har i længere tid set protester fra lokale i store turistområder som Barcelona, Kanarieøerne og Mallorca mod overturisme.
Nyt initiativ: Spain Talks
Turespaña har netop lanceret et nyt initiativ, “Spain Talks”, der skal fremme global dialog om bæredygtig turismepraksis. Initiativet skal fungere som en platform for deling af erfaringer og bedste praksis og skal tilskynde hele turistsektoren til at omfavne bæredygtige metoder, oplyses det.
Miguel Sanz Castedo siger: “Turismen bidrager med cirka otte procent af verdens CO2-udledninger, og det er vores pligt at skifte til en mere bæredygtig model.”
I pressemeddelelsen står der også, at Turespaña ændrer sit fokus fra at tiltrække store mængder udenlandske turister til at udvikle nye målemetoder, der bedre afspejler lokalbefolkningens livskvalitet og kvaliteten af job inden for turistsektoren.
Spanien udbygger i disse år sit netværk af kulstofneutrale højhastighedstog. Der er blandt andet med midler fra EU afsat milliarder af euro til en række bæredygtighedsprojekter i turistsektoren. For eksempel støtter Turespaña lokale initiativer med opgraderinger af ladestationer for elbiler i hotelkæden Paradores samt udvikling af bæredygtige turistprodukter, hedder det.
Turespaña planlægger at indføre incitamenter og certificeringer for virksomheder, der implementerer grønne praksisser, og vil styrke markedsføringsindsatsen for at tiltrække turister, der værdsætter bæredygtighed, oplyser turistorganisationen.
Udover Spanien med Den Spanske Stats Turistbureau har kun de nationale turistråd for Frankrig, Irland, Portugal, Tyrkiet, Tyskland og Østrig egne kontorer i Danmark.
Relaterede artikler:
Spanien i Norden vil drøfte turisme og uddele priser