Nye Dreamliners tvunget til at blive på jorden

Flere flyselskaber er nu tvunget til at lade sine Boeing 787 Dreamliners blive på jorden på grund af motorproblemer. Også Norwegian venter at få problemer med flyet.

Dele af motoren fra Rolls-Royce lever ikke op til kvalitetsstandarden, og flere flyselskaber har oplevet, at motorerne er blevet overophedet, fordi motorerne slides hurtigere end normalt, skriverNRK ifølge business.dk.

Problemerne ventes også at ramme Norwegian: ”Til syvende og sidst vil vi også blive ramt, da det rammer alle Trent 1000-motorer, som er monteret på B787 Dreamliner”, siger teknisk direktør i Norwegian, Erik Nordby til NRK.

Motorerne til flyene lider af flere fejl og producenten har ikke kapacitet nok til at levere reservedele eller have nye motorer klar til de ramte kunder.

”For vores vedkommende giver det en øget vedligeholdelsesbyrde, og det koster penge. Sikkerheden bliver overholdt, men flyene indgår ikke i ruteplanerne, som vi kunne ønske det på grund af problemerne”, siger Erik Nordby.

Air New Zealand oplevede for nylig overophedede motorer på flere Dreamliners, som derfor ikke kunne flyve. Virgin Atlantic og British Airways har også grounded flere Dreamliners, fordi motorerne kræver hyppigere service og vedligeholdelse, skriver The Telegraph.

Rolls-Royce har anerkendt problemerne og forventer øget aktivitet i andet halvår som følge af vedligehold på Trent 1000 – alene for at løse de tekniske problemer, skriver Reuters.

British Airways får sin Dreamliner nr. 25

3D printing sparer millioner for Dreamliner

Motorproblem i flere Dreamliners