REDERIER: Når Fjord Lines to nye cruisefærger begge er i drift 17. marts har det norske rederi udvidet kapaciteten over 50 pct. på den daglige afgang fra Hirtshals til Langesund, Stavanger og Bergen. Miljøvenlige MS Bergensfjord og MS Stavangerfjord har skabt op mod 300 nye danske arbejdspladser.
Mens MS Stavangerfjord gik i trafik for Fjord Lines sidste år, er søsterskibet Bergensfjord klar 17. marts – to uger tidligere end forventet. De to færger betyder daglige afgange mellem Danmark og Norge hele året.
”Vi er meget tilfredse med at indsætte Bergensfjord godt to uger tidligere end planlagt. Med to topmoderne færger øger vi kapaciteten over 50 pct., og vi kan hver dag sejle 1.500 passagerer og godt 600 personbiler til Norge,” siger Gert Balling, direktør i Fjord Line Danmark.
Fjord Line oplyser, at man har ”betydelig efterspørgsel på forårs- og sommerrejser til norske destinationer.”
Den daglige afgang og forhøjede kapacitet vil også gavne godstransporten mellem Danmark og Norge.
Begge færger har over 300 kahytter, restauranter og taxfree butik samt kursus- og konferencefaciliteter. Hvert skib har plads til 1.500 passagerer og op til 600 personbiler, busser og lastbiler.
MS Bergensfjord og MS Stavangerfjords motorer bruger flydende naturgas (LNG). Det betyder at udledning af kvælstof reduceres 92 pct., at svovludledningen forsvinder og at drivhusgas formindskes 22 pct. i forhold til oliedrevne skibe.
Fjord Line sejler mellem Danmark og Norge på ruterne Hirtshals – Stavanger – Bergen, Hirtshals – Langesund og i sommerhalvåret mellem Hirtshals – Kristiansand. Ud over MS Stavangerfjord og MS Bergensfjord har rederiet bl.a. også hurtigfærgen HSC Fjord Cat mellem Hirtshals og Kristinsand. I juni i år opretter Fjord Line ny rute mellem Sandefjord i Norge og Strømstad i Sverige. Ruten besejles af den færge, der hidtil har sejlet mellem Danmark og Norge. Skibet bliver gennemmoderniseret og får navnet MS Oslofjord.
Fjord Line blev grundlagt i 1993 og har i dag omkring 450 medarbejdere, ca. 85 på land i Danmark og Norge, mens knap 365 er søfolk ansat på helårsbasis. I højsæsonen øges antallet af søfolk til ca. 510.
MS Bergensfjord har i øvrigt skabt ca. 300 nye arbejdspladser i Hirtshals og på færgen.